FredeBruun.com

View Original

12 anbefalinger - Bedste steder at spise i Mexico City

Mexico City er en vibrende storby, der byder på kulturoplevelse, storby vibes og en helt masse god mad! Men hvor finder man de bedste restauranter, som serverer lækker, smagsfuld grøn mad? Eller den hyggelige cafe, hvor man kan sidde og arbejde, mens man nyder en kop god kaf’? Og hvor dælen køber man byens bedste is?

I dette indlæg har jeg samlet 12 sprænggode anbefalinger til restauranter, caféer samt frugt og grønt markeder i Mexico City. Jeg har koncentreret de gode anbefalinger til det hippe område, der inkluderer Condesa, Hippodromo, Roma Sur og Roma Norte. Typisk omtalt som Condesa-Roma området.

Hvorfor Condesa og Roma området?

Dette område byder på en masse skønne spisesteder, markeder og store grønne parker. Skal du til Mexico City vil jeg derfor varmt anbefale dig dette område. Foruden at byde på en masse, er området også sikkert* og man vil møde mange andre udlændinge på gaderne og rundt omkring på de forskellige spisesteder.

Der er derfor mange gode grunde til det netop er dette område, vi vender tilbage til gang efter gang.

Hvordan finder man de gode spisesteder i Mexico City?

Happy Cow er et glimrende værktøj, hvis man gerne vil opdage nye grønne spisesteder. Men ofte har app’en ikke alle de gode perler med, og nogle gange er det ikke helt til at vide, hvor godt det pågældende sted egentligt er.

Og lige netop derfor har jeg samlet denne anbefaling, så du får alle de bedste steder i Condesa Roma området samlet et sted + et par anbefalinger til gode markeder og løsvægt butikker (bulk stores), hvor du kan handle ind, hvis du hellere selv vil give dig i kast med at kreere noget.

Obs: jeg har markeret med et V ved de spisesteder der er helt grønne. Dem der ikke er markeret har blot grønne muligheder.

Men nu synes jeg vi skal dykke ned i de smækre spisesteder, der kan findes i Condesa Roma området af Mexico City. Herunder finder du mine anbefalinger.

Plantasia (restaurant, V)

Lad os starte med en af dem vi spiser oftest ved, nemlig Plantasia. En skøn restaurant med et smukt interiør, der serverer mad hele dagen.

Om formiddag og ind til kl 13 kan du f.eks. få ‘eggs’ benedicht, chilaquiles eller enchiladas.

Efter kl. 13 serverer de bl.a. pad thai, sushi, supper, paneer butter masala og en del forskellige lækre forretter.

Plantasia er asiatisk inspireret og interiøret byder på en rolig, hyggelig og æstetisk stemning med en stor Buddha i enden af lokalet, karismatiske møbler og en masse grønne planter.

Af drikkevarer serverer de et skønt udvalg af mocktails om aftenen samt varme drikke og kombuchas mm. hele dagen. Deres drink Anima de Romero, som serveres med en kvast rygende rosemarin, er vi især glade for. Den serveres i et stort vinglas og den lette røg fra rosmarinen giver både en visuel oplevelse samt en skøn duft.

Vores favoritter: Paneer Butter Masala, Pad Thai, edamame bønner (starter) og Anima de Romero (drink)

Beliggende: Roma Norte, Puebla gade (klik for Google Maps lokation)

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 1 starter, 2 hovedmenuer + drink giver vi som regel 700 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca 250 dkk i alt)

SoMe: Find Plantasia på Instagram her eller deres hjemmeside her.

Los Loosers (restaurant, V)

Los Loosers er en gastronomisk oplevelse, og restauranten byder på et spændende udvalg af retter, der smager fantastisk. Deres passion for mad er tydelig at mærke.

Restauranten finder man i et mindre lokale på gaden Sinaloa i Roma Norte. Om dagen kan man typisk få et af deres borde udenfor uden problemer, men kommer man om aftenen skal man forvente kø - medmindre man har bestilt et bord på forhånd. De har også nogle få siddepladser indenfor, men typisk foretrækker folk bordene undenfor.

Hos Los Loosers har vi bl.a. smagt Tetela, Tlacoyos de Requeson, Plato de Barbacoa og et udvalg af deres tacos. De har ligeledes et udvalg af forskellige drikkevarer og vi har bl.a. fået et par gode kombuchaer hos dem.

Mine favoritter: Plato de Barbacoa (hovedret) og tetela (starter)

Beliggenhed: Roma Norte, Sinaloa gade (kort)

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 2 startes, 1 Plato de Barbacoa og 2 tacos + skal man af med omtrent 700 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca 250 dkk i alt)

SoMe: Find Los Loosers på Instagram her eller deres hjemmeside her

Por Siempre Vegana (gaderestaurant, V)

En restaurant med et simple setup og næsten street food vibes. De har nogle enkle borde indenfor men ellers sidder man ved deres borde på fortovet. De serverer et udvalg af tacos, sandwiches og gringas, samt supper, starters, burito mm. Vi snupper oftest nogle af deres tacos, men tager også ind i mellem en af deres sandwiches eller gringas.

Deres tacos har den ægte mexicanske smag og oplevelse, og kødet er lavet på seitan eller soya og nogle enkle er med tofu.

Vores mest spiste: Tacos med cecina, suadero eller bisteca. Som tilbehør vælger jeg altid bønner, kaktus, deres røde salsa (den er ikke særlig stærk) og nogle gange deres bagte løg.

Beliggenhed: Restaurant: Roma Norte, Coahuila gade (kort) og food truck: Roma Norte, Mazanillo gade (kort)

Prisniveau: $$ (2 ud af 5). For 3-4 tacos per mand (6-8 tacos i alt) + dagens vand giver vi som regel 200-250 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (omtrent 80 kr i alt)

SoMe: Find Por Siempre Vegana på Instagram her

Vegamo Bakery (café, V)

En café og bageri, som er superhyggelig. Vi bruger typisk Vegamo Bakery for café delen og snupper en bagel, vaffel eller noget helt andet med lidt at drikke til. Psst de har en ret vild snickers milkshake.

De har to caféer i området og begge finder man i små lokaler, med lidt pladser indenfor samt flere pladser udenfor. Jeg tror dog den ene er lukket midlertidig (den på Merida gaden), hvilket er den af deres caféer med flest siddepladser indenfor. Den anden beliggende på Chihuahua gaden har næsten ingen pladser indenfor, men har til gengæld et hyggeligt område udenfor, hvor man kan sidde.

Deres mad smager dejligt, men er måske ikke ligeså næringsrigt som noget af det andet mad jeg anbefaler i dette indlæg. Har man tømmermænd eller blot trænger til noget lækkert, halv syndigt - måske på en stille søndag - så er Vegamo Bakery kanon. Deres brød, focaccia, empanadas, pizza mm. fra bagerdelen smager også godt, men er alt sammen lavet med helt lyst brød.

Vores favoritter: Waffle Sandwich Chewbacca og Snickers Milkshake

Beliggenhed: Roma Norte, Chihuahua gade (kort), Roma Norte, Merida gade (kort) og så har de faktisk også en i Centro, Revillagigedo gade (kort)

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 2 måltider + drikkevarer plejer vi at give omtrent 400 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca. 150 dkk)

SoMe: Find Vegamo Bakery på Instagram her eller deres hjemmeside her

Rosetta Bakery (Bageri)

Dette er bageriet vi altid snupper vores surdejsbrød fra. De har et stort udvalg af mange forskellige brød og kager, men det er helt sikkert deres lidt grovere surdejsbrød vi altid kommer for. Til bageriet er der også tilknyttet en cafe, hvor de tilbyder et udvalg af mad og drikke.

Bageriet summer af hygge og kvalitet. Der er altid fyldt med mennesker, og kigger man omkring vil man hurtigt opdage at de primære bruger af dette bageri - og især af caféen - er de lidt finere Mexicanere.

Rosetta Bakery (Panaderia Rosetta) adskiller sig fra de klassiske mexicanske bagerier. Traditionelt set er surdejsbrød ikke en del af det mexicanske køkken og mange mexicanere foretrækker det lysere, sødere brød. Men Rosetta tilbyder en stor variation af brød - lige fra de lysere til de mørkere typer, og du finder derfor lidt til en hver smag. Meget af det brød man kan finde i Rosetta bageriet kan sammenlignes med rigtig godt brød fra danske bagere.

Vores mest spiste: Surdejsbrød med rugmel (Pan masa madre, centeno)

Beliggenhed: Den vi typisk køber fra: Roma Norta, Colima gade (kort) og den anden, lidt mindre: Roma Norte, Puebla gade (kort)

Prisniveau: §§§§ (4 ud 5) et surdejsbrød koster 90 pesos (omtrent 34 kr).

SoMe: Find Panaderia Rosetta på Instagram her

Boicot Café (Cafe)

Dette er en hyggelig cafe, som egner sig supergodt til at sidde og arbejde, mens man nyder en kop kaffe, en kold drink eller måske en matcha latte. De serverer også et udvalg af forskellige retter og kager, men jeg må ærgerligt indrømme, at jeg altid kun har været der for deres drikkevarer.

Boicot Café er en kæde med flere caféer rundt omkring i byen, og vi sætter os til tider ned på en af deres caféer med vores computere. De har vist 6-7 caféer i alt, men jeg har i det nedenstående kun indsat adresse for de to vi plejer at bruge i hhv. Condesa og Roma Norte.

Beliggenhed: Condesa, Avenida Tamaulipas gade (kort) og Roma Norte, Jalapa gade (kort) + andre rundt omkring i byen

Prisniveau: $$$ (3 ud 5) en cappuccino koster omtrent 57 pesos (ca 21 kr)

SoMe: Find Boicot Café på Instagram her eller find deres hjemmeside her

 

Café Barajas (Cafe)

Café Barajas er endnu en hyggelig café med god kaffe. Caféen lå rigtig tæt på det sted vi boede sidst vi var i Mexico City, og derfor opdagede Guapo den en dag. Jeg har faktisk ikke selv været inde i deres cafe endnu, men Guapo syntes den var en anbefaling værd og derfor har jeg taget den med.

Denne café har ikke ret godt wifi, og egner sig derfor bedst til en kop god kaffe, mens man læser en bog, snakker eller spiller et spil.

Beliggenhed: Roma Norte, Monterrey gade (kort)

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5) For en cappuccino med plantemælk giver man omtrent 52 pesos (ca. 19 kr).

SoMe: Find Café Barajas på Instagram her

Nieve de Olla (Is-café, V)

Det bedste sted i byen at få sin is. I hvert fald hvis I spørger os! Det er en skøn lille iscafé, hvor man har mulighed for at sidde både inde eller ude og nyde sin is. Man har dog også mulighed for blot at snuppe isen med sig eller købe en af deres glas med is.

Nieve de Olla serverer også et udvalg af drikkevarer. Deres is er lavet helt fra bunden og er lavet med gode ingredienser, hvilket man virkelig kan smage. De skiffer deres variationer ud ind i mellem, men dem jeg har nydt mest af er peanutbutter, kaffe og mørk chokolade.

For to kugler giver vi 95 pesos, men hver tirsdag kører de 2 for 1. De servere altid en lille spiselig ske med til isen – en sød lille detalje.

Mine mest spiste: is med peanutbutter, kaffe eller den med mørk chokolade.

Beliggenhed: Condesa, Alfonso Reyes gade (kort)

Prisniveau: $$$ (3 ud 5) en vaffel med to kugler koster 95 pesos (ca 35 kr), men hver tirsdag har de 2 for 1.

SoMe: Find Nieve de Olla på Instagram her eller deres hjemmeside her

Bulk stores

Bulk stores er helt geniale hvis I spørger mig! De gør det nemlig muligt at købe lige præcis det antal gram man har brug for, plus så er de med til at reducere skrald markant. Derudover kan man typisk få ret favorable priser, fordi de køber ind i store mængder.

Botanica granel

En af de bulk stores vi ofte bruger i Mexico City. Botanica Granel har alt lige fra granola, krydderier, thé, superfoods, chokolade, nødder og meget mere.

En af de rigtig fede ting ved lige netop Botanica Granel er, at de har en maskine der laver penutbutter direkte fra jordnødderne (jep, du hørte rigtigt). Alt du skal gøre er at trække i et håndtag, og voila så går den i gang. Ud kommer det lækreste frisklavede peanutbutter.

Botanica granel har også shampoo, sæber, shampoo og balsambarer mm. til badeværelset.

Beliggenhed: Condesa, Fernando Montes de Oca (kort)

SoMe: Find Botanica Granel på Instagram her eller deres hjemmeside her

Estado Natural

Endnu en rigtig god bulk store. Estado Natural er en kæde med en hel del butikker rundt omkring i byen. Den vi plejer at bruge mest, er den man kan finde i Condesa området, tæt på Botanica Granel.

Estado Natural har ligeledes et kæmpe udvalg af alt muligt til tørlageret. De har desuden nogle virkelig gode sæber og har ligesom Botanica Granel en del forskelligt til badeværelset. Estado Natural har også en virkelig lækker müesli, som vi ind i mellem køber.

Beliggenhed: Condesa, Vicente Suarez (kort) og Roma Norte, Sinaloa (kort)

SoMe: Find Estado Natural på Instagram her eller deres hjemmeside her

Markeder

Mercado Michoacan

Dette frugt og grønt markedet har vi brugt en hel del. Vi har altid handlet fra en sød gammel mand, der har en bod nede i bunden af markedet. Han er altid at finde i en bodeau rød kitel-lignende jakke. Vi køber altid vores frugt og grønt der, fordi der er et godt udvalg, som vi personligt foretrækker fremfor udvalget i supermarkederne.

Når du handler: Jeg anbefaler at snuppe den avocadotype der er mørkebrun udvendigt, det er nemlig de mest cremede og lækre. Når det er mangosæson vil du kunne finde et udvalg af mangoer. Vi foretrækker dem der har gult skræl. Vil du prøve en ny frugt, anbefaler jeg at prøve deres sorte sapote (sapote negro). Den har grøn skræl, er rund, og ligner lidt en avocado, men skal være helt blød før den er moden. Indeni er den helt mørkebrun – næsten sort. Den er god i f.eks. nice cream, smoothies eller som topping på sin havregrøn eller andet. Smagen er mild og så skulle sort sapote være rigtig sundt. Kernerne kan ikke spises og skrællen skal heller ikke spises.

Beliggenhed: Condesa, Esquina con Tamaulipas (kort)

 

Mercado Medellín

Det her marked er større end det overstående og har foruden mad også et stort udvalg af planter, tøj og alt muligt andet dimmer dammer. Mercado Medellín ligger lige overfor Por Siempre Vegana 2. Vi har ikke brugt dette marked så ofte, men der er ingen tvivl om at det er et godt sted at bruge.

Fordi Mercado Medellín er større og tilbyder så meget forskelligt, har det også flere lokale-mexicaner vibes. Boderne står tættere end i Mercado Michoacan og jeg kunne derfor forestille mig, at lommetyve er lidt mere på spil i dette marked. Så som altid i Mexico, sørg for at have dine vigtige ting tæt på dig, og lad være med at have f.eks. pung og pas let tilgængeligt i en rygsæk.

Beliggenhed: Roma Norte, Campeche gade (kort)

Noter

Nedenfor vil du finde et par noter, som de ovenstående anbefalinger er lavet på baggrund af.

Prisniveau

Jeg har I overstående afsnit indikeret prisniveauet. Skalaen går fra $ til $$$$$, hvor det billigeste street food svarer til $, og de helt fancy restauranter svarer til $$$$$. Prisniveauet er sat ift. mexicanske standarder indenfor Mexico City. Da Mexico er et kæmpe land, kan priserne variere en del alt efter hvor man er. Turiststeder og storbyer er som regel dyrere end de helt små lokalsamfund eller bitte små kystbyer. Men generelt gælder det for Mexico, at man kan finde utrolig gode restauranter til billige penge.

Plantebaseret / vegansk

Hvis der fremgår et lille V ved det pågældende spisested, er det fordi stedet er 100% plantebaseret (vegansk). Nogle af de overstående anbefalinger har et udvalg af plantebaserede muligheder, men hele deres sted er ikke plantebaseret. Er dette tilfældet vil der ikke fremgå et V. Kommer du forbi en af de steder, så kan du altid blot spørge tjeneren - de ved hvad der er plantebaseret og hvad der ikke er.

Sikkert eller usikkert område

*Ved sikkert menes der I sammenligning til andre områder af byen og generelt for Mexico. Alle steder I verden vil man kunne opleve usikre situationer. Dette gælder ligeledes i Danmark - her sker der også tyveri, mord og overfald rundt omkring i landet. Condesa-Roma området er derfor ikke uden usikkerhed, men jeg anser det sikkert at gå rundt f.eks. alene pige i løbet af dagen. Når det er mørkt går jeg dog aldrig rundt alene udenfor. Jeg ved andre piger gør det, men jeg har ikke haft behov for at gøre det. Guapo og jeg går ofte rundt i byen om aftenen sammen, hvis vi f.eks. skal hjem fra en restaurant eller lignende. Ligeledes har jeg aldrig haft problemer med tyveri eller ubehagelige situationer. Dog har jeg hørt bekendte opleve tyveri. Men alt i alt vil jeg klassificere dette område som sikkert.

Følg mig på sociale medier

See this content in the original post