FredeBruun.com

View Original

Stegt ananas m. quinoa & soya

Nogle er helt vilde med ananas på deres pizza, i thai retter eller på grillen. Andre rynker på næsen, så snart deres ananas får bare lidt varme.

Jeg er helt sikkert den første! Jeg elsker ananas - både kold, varm, stegt eller i en smoothie. Og den her kombination er utrolig simple, men alligevel super smagfuld. Jeg fik ideen til den, da vi tilfældigvis havde både lidt ananas og lidt sort quinoa, der begge skreg på snart at blive brugt.

Vi boede på et værelse i et hus i den lille Mexicanske strandby, Mazunte. Køkkenet delte vi med omtrent 15 andre og der var ikke just meget at råbe hurra for i hverken køkkenet eller resten af huset. En simpel aftensmad var derfor alt vi gad (og kunne lave), så det blev til en buddha bowl med bl.a. den her stegte ananas-ret. Resultatet var bestemt vellykket, og dermed var starten på en ny opskrift lagt. Siden da har vi lavet den i flere forskellige anledninger og den vinder hver gang.

I huset boede der også en sød tysk pige, som ofte var ret nysgerrig, når jeg kokkerede forskellige sager til Guapo og jeg i fælleskøkkenet. Hun spurgte ofte ind til hvad jeg lavede og hvordan jeg havde lavet det. Og det gjorde hun også den aften hvor jeg lavede den her ret - det blev starten på et venskab og i dag har jeg stadig kontakt med hende.

Men ikke flere side notes.. nu tilbage til retten!

Stegt ananas m. quinoa og soya

1 portion (tilbehør til 2-3 personer) - Samlet tid: ca. 25 min

Ingredienser:

  • ½ ananas (ca 5-600g)

  • 2-3 tsk soyasauce

  • Lidt forårsløg (ca 10g)

  • ½ dl quinoa + 1 dl vand til kogning

Fremgangsmåde:

  1. Kog quinoaen efter vejledning på emballagen.

  2. Mens quinoan koger, snit da ananas ud i tern på ca 1-1,5cm og steg dem på en pande på medium varme sammen med fintskåret forårsløg. Du behøver ikke olie til stegning, da ananas udskiller en del væske. Ananas-ternene skal gerne have fået lidt farve inden quinoan tilføjes.

  3. Når quinoaen er færdigkogt hældes evt. overskydende vand fra. Hæld så quinoan over på panden som ananasen steger på.

  4. Tilføj soya, lad det stege i yderligere 5-10 min og smag til.

Serveringsforslag:

Stegt ananas med quinoa og soya er et dejligt tilbehør, der er skønt at servere sammen med rigtig meget - Buddha bowls, måltidssalater, grillmad, i tacos eller som tilbehør til meget andet. Herunder finder du nogle af mine opskrifter, som denne ananassalat er god sammen med.

Opbevaring:

Denne ananassalat kan normal vis opbevares i en tæt beholder i køleskabet i et par dage.

De gode tips:

  • Prøv med lidt citronsaft og/eller urtesalt
    Man kan også tilføje lidt citronsaft og urtesalt til retten.

  • Den mangler smag
    Hvis du synes den mangler smag, så tilsæt lidt mere soya sauce eller (urte)salt.

  • Derfor steges ananasne først
    For at ananas kan få lidt begyndende farve, så er det bedst at quinoaen ikke tilsættes med det samme, da det er nemmere for ananasen at få lidt farve når quinoaen ikke er der.

  • Derfor tilsættes soya efter quinoaen
    Hvis du tilsætter soya saucen inden quinoaen, vil ananasen suge alt soya saucen, og dermed vil farven på ananasen også blive mere sort-brunlig. Når du tilsætter soya saucen efter quinoaen, suger quinoaen det meste af soya saucen, og så forbliver ananasen gul med blot lidt brunlig farve fra stegningen.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

See this content in the original post

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

See this gallery in the original post