Bønnemos med soltørrede tomater
I dette indlæg får du en nem og skøn opskrift på bønnemos med soltørrede tomater, sorte bønner og paprika. Denne opskrift på bønnemos er faktisk Guapos, da det altid er ham, der står for at lave bønnemosen i vores hjem. Vi spiser ofte bønnemos til frokost som pålæg til vores frokostmaddere. Det kan f.eks. være sammen med syltede hokkaido skiver, friske spirer, syltede rødløg, frisk agurk tomat, salat, peberfrugt eller sammen med falafler, veggiedeller eller hvad end vi lige har lyst til.
Den bønnemos du får opskriften på her er en lækker bønnemos med soltørrede tomater og sorte bønner. Ofte laver vi bønnemos på alle mulige forskellige måder, og jeg tror næsten ikke der er en bønne, som man ikke kan bruge til at lave bønnemos. Snart skal der nok komme mange flere opskrifter på bønnemos herind - jeg skal bare lige have dem lokket ud af Guapo.
Herunder får du min (eller rettere Guapos) opskrift på en skøn og smagsrig bønnemos med soltørrede tomater, sorte bønner og paprika. Denne bønnemos er genial ovenpå en skive rugbrød eller surdejsbrød (eller andet brød), til en buddha bowl eller måske oven på et par blinis. Guapos opskrift på bønnemos giver ca. 825g bønnemos og tager ca. 15 minutter at lave (hvis du anvender brugsklare bønner).
Et lille tip: tilsæt væsken forsigtigt. Hellere for lidt til at starte med og så kan man altid tilføje mere, hvis nødvendigt.
Bønnemos med soltørrede tomater og paprika
ca 825g bønnemos - Samlet tid: ca. 15 min
Ingredienser:
Ca. 250g sorte bønner
Ca. 250g kikærter
60g soltørrede tomater (opblødt eller i olie)
Ca. 100g aquafaba
35-40g lys tahin (ca. 2 spsk)
2 spsk soyasauce
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1 tsk røget paprika
½ tsk spidskommen
½ tsk peber
2 tsk urtesalt (eller alm. salt) eller til smag
Evt. lidt Sriracha sauce, den orange
Evt. 1-2 tsk shitake pulver
Fremgangsmåde:
Hvis du anvender tørre soltørrede tomater (dem der ikke er i olie), så opblød disse i lidt kogende vand. Lad dem stå til opblødning, mens du kommer alle de andre ingredienser i en foodprocessor.
Fisk de soltørrede tomater op af vandet og tilsæt også disse til bønnemosen.
Blend det grundigt til du har en ensartet bønnemos, evt. lidt grov i det. Hvis bønnemosen er for tør, så tilsæt lidt mere væske, f.eks. olie, aquafaba eller lidt vand. Smag til med salt og peber og evt. med mere krydderi.
Opbevaring:
Denne bønnemos kan normaltvist holde sig mindst 1 uge, hvis den opbevares i en lukket beholder i køleskabet.
Serveringsforslag:
Denne bønnemos med soltørrede tomater er superlækker at servere som pålæg på f.eks. dine frokostmaddere eller smørrebrød. Den er også god som tilbehør til en måltidssalat, på blinis eller meget andet. Nedenfor finder du nogle af mine opskrifter, som bønnemos med soltørrede tomater går godt sammen med:
Server gerne din bønnemos, som f.eks. jeg har gjort på billederne her; ovenpå et stykke surdejsbrød toppet med syltede hokkaido, frisk tomat og spirer.
Gode tips til denne bønnemos opskrift:
Andre bønner der kan anvendes
I denne bønnemos kan du sagtens erstatte de sorte bønner med f.eks. hestebønner, pintobønner, kidneybønner, bønnemiks eller andre.Soltørrede tomater kan være svære at hakke/blende
Hvis du anvender en god foodprocessor, bør den sagtens kunne hakke de soltørrede tomater med. Men anvender du en knap så god foodprocessor, kan det være en fordel at hakke de soltørrede tomater helt fint inden du kommer dem med i.
Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift på bønnemos med soltørrede tomater og paprika allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳