Hjemmelavet Coco Pops (choko pops)
Vidste du godt, at du kan lave dine egne Coco Pops? Det er faktisk så nemt, at det blot kræver to ingredienser, og vupti så har du dine egne, hjemmelavet og smagsfulde Coco Pops (også kaldt choko pops).
Men jeg har en indrømmelse: jeg har faktisk aldrig brudt mig om Coco Pops, Cocoa Puffs, Choco Pops eller nogen af de dersens købe morgenmadsprodukter. Har altid fundet dem alt for søde og kunstige i smagen. Selv som barn foretrak jeg en skål havregryn (med blot havregryn og mælk) fremfor en skål Coco Pops.
Men! De her hjemmelavet Coco Pops er jeg vilde med! De smager nemlig så skønt. Sødt, men ikke for sødt og ingen smag af kunstige ingredienser. Se det er jeg fan af! De her hjemmelavede Coco Pops (choko pops) er nemlig lavet på 2 gode ingredienser - mørk chokolade og puffet hirse, kamut eller spelt. That’s it. Intet hokus pokus. Intet kunstigt tilsætningsstof. Bare god smag og gode ingredienser.
Så næste gang du overvejer at snuppe den der pakke Coco Pops nede i supermarkedet, som står og kigger på dig, så træk lige hånden tilbage og snup i stedet lidt puffet hirse, kamut eller spelt og en god plade mørk chokolade. Så får du i stedet Coco Pops med god smag, som du kan nyde sammen med din morgenmad eller som topping på en nice cream.
Nedenfor finder du min opskrift på hjemmelavede Coco Pops (Choko pops) som giver 100g Coco Pops.
Et lille tip: Blandingsforholdet mellem chokolade og puffet korn er 1:1, så uanset hvor stor en portion du laver, skal du blot komme lige mange gram af hver ingrediens i. Det er skisme nemt!
Hjemmelavet Coco Pops
ca 100g Coco Pops - Samlet tid: ca. 5 min + 20 minutter nedkøling
Ingredienser:
50g mørk chokolade
50g puffet hirse, kamut eller spelt
Fremgangsmåde:
Smelt chokoladen i en stor skål, der står over vandbad.
Når chokoladen er smeltet, tag da skålen væk fra vandbadet og tilsæt det puffede. Rør grundigt rundt, så alt puf er helt dækket i chokolade.
Lad chokoladen stivne, mens du rører i Coco Pops’ne ca hvert andet minut (for at de ikke stivner til en stor klump, men stivner enkeltvis).
Når chokoladen er stivnet er dine Coco Pops klar.
Opbevaring:
Opbevar dine Coco Pops i en tæt beholder. Hjemmelavet Coco Pops kan normal vis holde sig mindst 1 uge. Jeg når altid at spise mine Coco Pops inden der er gået en uge, så kan ikke sige om de kan holde sig længere end dette. Men da disse Coco Pops kun består af puf og chokolade, kunne jeg snildt forestille mig, at de kan holde længere.
Gode tips til denne opskrift:
Husk at røre i dine Coco Pops
Det er vigtigt, at der røres ind i mellem i Coco Pops’ne, når chokoladen afkøler og stivner, så det ikke stivner i et stort stykke, men hver for sig. Du kan dog sagtens lave andre ting imens, da det det blot skal røres lidt rundt hvert andet minut.Prøv med lidt kanel
Ønsker du lidt kanel smag til dine Coco Pops, så tilføj en lille smule kanel. Husk naturligvis altid at bruge ægte kanel. Du kan læse mere om vigtigheden ved at købe ægte kanel lige her under min opskrift for Golden latte overnight oats (se under ‘Gode tips til denne opskrift’).Hvilke andre puffede korn kan anvendes?
Der er andre puffede sager, der også kan anvendes, men sigt efter nogle der ikke er alt for små eller for store, og nogle der er forholdsvis smagsneutrale eller milde i smagen. Jeg anbefaler f.eks. ikke at anvende puffet amarant, da disse er alt for små.Kom dine Coco Pops sammen med hjemmelavet granola
De her Coco Pops egner sig supergodt i hjemmelavet granola. Jeg har f.eks. denne opskrift på en banangranola som har Coco Pops i.
Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳
Søgeord: chokopops, cocopops, chocopops, poppet hirse, puffet hirse, puffet spelt, puffet kamut