FredeBruun.com

View Original

Nem gryderet: Smoked Tofu Curry

Hvis man er vild med lidt røget smag og snaskede gryderetter, så er den her smoked tofu curry lige til dig! Denne gryderet er dejlig krydret, uden at være stærk, og så er den supernem at lave. I det her indlæg får du min opskrift på den.

Smoked tofu curry er en ret genial sag til de der dage, hvor det skal være nemt og lige til, men stadig nærende og fuld af smag. Den her gryderet byder på en varm og smagsrig oplevelse - perfekt til de der grå efterårsdage, de kolde vinteraftener eller måske bare til når lysten til en lækker gryderet lige opstår. Det er en af de der “kom alt i en gryde og lade det simre” retter. En slags gryderet jeg er kæmpe fan af!

Herunder finder du min opskrift på smoked tofu curry, og den giver ca. 4 portioner. Server gerne denne gryderet sammen med brune ris, fladbrød og top med f.eks. friske forårsløg.

Gryderet Smoked Tofu Curry

4 personer - Samlet tid: ca. 60 min - Gryde: ca 40-50 min

Ingredienser:

Smoked Tofu Curry:

  • 1 pakke smoked tofu (eller 2)

  • 2 dåser kokosmælk

  • 500g sød kartoffel

  • 220g kikærter

  • 120g grønkål

  • 2 små løg

  • 2 fed hvidløg

  • ½ forårsløg (kan udelades)

  • 75g bladselleri (kan udelades)

  • 7g ingefær (eller ½ tsk ingefærpulver) (kan udelades)

  • Lidt olie til stegning

Krydderier:

  • 2,5-3 spsk karry

  • 1 tsk paprika

  • 1 spsk tamari soya sauce (15 ml)

  • 1 spsk soya sauce (15 ml)

  • ½ tsk tandoori masala

  • 1 tsk spidskommen

  • Evt lidt urtesalt / alm salt

Server med:

  • Brune ris eller anden type ris

  • Fladbrød eller naan brød som tilbehør

  • Top gerne med friske forårsløg

  • Se mere under ‘Serveringsforslag’ længere nede

Fremgangsmåde:

  1. Snit løg, forårsløg og bladselleri fint.

  2. Snit hvidløg og ingefær hel fint og kom det sammen med løg, forårsløg og bladselleri over i en gryde.

  3. Tilsæt lidt olie og sæt den på lav varme, mens du snitter de søde kartofler og tofuen. Tilsæt det så til gryden sammen med kokosmælk, kikærter og grønkål (jeg anvendte fryse-grønkål).

  4. Skru nu op til medium varme og tilsæt alle krydderierne.

  5. Efter du skruer op til medium varme skal det have ca 40 min eller til kartofler mv. er færdige.

  6. Husk at rør i det i ny og næ, mens det simrer og smag til.

Servering:

Server det gerne sammen brune ris og top med fx friske forårsløg, persille, purløg, hampefrø, peanuts eller de her soyaristede kikærter. Et stykke fladbrød til retten er også lækkert.

Opbevaring:

Smoked tofu curry kan opbevares i køleskabet i op til 5 dage, hvis gryderetten er i en tæt beholder eller i en gryde med låg. Jeg anbefaler at man varmer det op inden servering.

De gode tips:

  • Jeg ønsker mere tofu/røget smag
    Tilføj evt. en ekstra pakke tofu, hvis man ønsker mere smoked smag i sin gryderet. Du kan også erstatte paprikaen med røget paprika.

  • Jeg har ikke grønkål/kan ikke lide grønkål
    Har du ikke lige grønkål liggende, kan spinat også snildt bruges. Du kan dog også blot udelade grønkålen.

  • Den smager ikke af nok?
    Hvis du ikke synes den smager af nok, så tilsæt lidt mere krydderi og/eller mere salt. Der kan være ret stor forskel på krydderi fra de forskellige producenter, så prøv dig frem og smag til.

  • Forårsløg og/eller bladselleri?
    Både forårsløg og bladselleri kan udelades i denne gryderet, hvis man enten ikke er til det, eller ikke lige har det derhjemme.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

See this content in the original post

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

See this gallery in the original post