FredeBruun.com

View Original

Hjemmelavet tzatziki

I dette indlæg får du en nem, simpel og skøn opskrift på tzatziki. Den er lavet på greek style yoghurt fra Alpro. Min opskrift på denne tzatziki er vegansk og du finder den lidt længere nede i dette indlæg. Den tager blot 5 minutter at lave.

Tzatziki er en klassiker! Men vidste du, at tzatziki f.eks. er mega lækkert sammen med en portion dhal? Eller at tzatziki er godt i et fladbrød med krydret tilbehør? Hvis du ikke tror på mig, så prøv selv, jeg tror ikke du bliver skuffet!

Jeg kan godt lide min tzatziki sår’n lidt hvidløgskras, og derfor anvender jeg 2 fed hvidløg. Men er du mere til en mild tzatziki, som ikke giver hvidløgsånde de kommende par dage (medmindre du er en gæv hvidløgsspiser og derfor renset for lugtende affaldsstoffer), så kan du nøjes med blot et enkelt fed hvidløg.

Herunder finder du min opskrift på en nem, hurtig og dejlig hjemmelavet plantebaseret tzatziki. Min opskrift på denne tzatziki tager blot få minutter at lave og giver ca. 5-6 dl tzatziki.

Hjemmelavet nem tzatziki

1 portion tzatziki (5-6dl) - Samlet tid: ca. 5 min

Ingredienser:

  • 1 agurk (ca 300g)

  • 250g græsk yoghurt (jeg anvender greek style fra Alpro)

  • 1-2 store fed hvidløg

  • 2 tsk olivenolie

  • Smag til med urtesalt (eller alm. salt), peber og evt. citronsaft

Fremgangsmåde:

  1. Riv agurken, og klem væsken ud så godt du kan. Væsken skal ikke med i tzatzikien, da den ellers bliver for våd.

  2. Når væsken er klemt ud af det revet agurk, så kom agurken i en skål og tilsæt ligeledes greek style yoghurt og olie. Pres hvidløg med også, og rør godt rundt.

  3. Smag til med salt, peber og evt. lidt citronsaft. Server i en skål, gerne med lidt olivenolie og friske krydderurter på toppen som pynt.

Serveringsforslag:

Denne tzatziki er superlækker at servere sammen med f.eks. dhal med røde linser, fladbrød eller som tilbehør til grillbordet. Nedenfor finder du nogle af mine opskrifter, som denne tzatziki går godt sammen med:

Opbevaring:

Hjemmelavet tzatziki kan normaltvist holde i køleskabet i et par dage, hvis den opbevares i en lukket beholder med låg. Tzatziki er dog bedst den første dag, synes jeg. Rør i den inden servering.

Gode tips til denne tzatziki opskrift:

  • Start med 1 fed hvidløg og smag til
    Hvis du er i tvivl om hvor meget hvidløg du ønsker i din tzatziki, så start med 1 fed hvidløg og smag. Ønsker du mere hvidløg i din tzatziki, så tilføj et fed mere.

  • Anvend økologiske agurker
    Jeg anbefaler altid at anvende økologisk (gerne lokalproducerede) grøntsager og frugt. Især anbefaler jeg det ved frugt/grønt som er meget vandholdige og/eller hvor du spiser skrællen. Det er selvfølgelig helt op til dig at bestemme, hvad du spiser, men jeg anbefaler økologi.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min nemme opskrift på tzatziki allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

See this content in the original post

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

See this gallery in the original post