8 anbefalinger - Bedste spisesteder i Oaxaca City

Oaxaca City er en hyggelig bjergby i staten Oaxaca. Byen har omtrent 700.000 indbygger og har en masse lokal mad, isenkram og andet habengut. Desuden er byen kendt for optog, udsmykning og traditioner, der kan opleves hvert år til Die De Muertos (De dødes dag). Men hvor finder man de bedste spisesteder, som serverer lækker, smagsfuld grøn mad i denne by? Eller den hyggelige cafe, hvor man kan sidde og arbejde, mens man nyder en kop god kaffe?

I dette indlæg har jeg samlet 8 knaldgode anbefalinger til restauranter og caféer i Oaxaca City. Samt anbefaling til den gode bager og et par markeder, hvor man kan købe frugt og grønt + alt andet man over hovedet kunne få brug for. Jeg har koncentreret de gode anbefalinger til det hyggelige centrum af Oaxaca City. Her er gaderne kendetegnet ved fine, æstetiske byhuse og små etageejendomme fra den spanske kolonisering. Alle gader i centrum er mindre, ensrettet veje, så det er nemt at komme omkring på gåfod i Oaxaca Citys centrum.

Gode spisesteder i Oaxaca City
Gode spisesteder i Oaxaca City

Obs: jeg har markeret med et V ved de spisesteder, der er helt plantebaseret. De spisesteder der ikke er markeret har blot grønne muligheder.

Herunder finder du mine anbefalinger til gode plantebaserede spisesteder i Oaxaca City. Restauranter er nævnt først, derefter caféer, så en bager og til sidst et par frugt og grønt markeder.

Hierba Dulce (restaurant, V)

Gode spisesteder i Oaxaca City, Hierba Dulce

Tacos med svampe, ananas og avocado

Lad os starte med en af de spisesteder i Oaxaca City, vi er mest begejstrede for - nemlig Hierba Dulce. En skøn restaurant der tilbyder traditionel Mexicansk mad lavet fra bunden med lokale råvarer.

Hierba Dulce slår sig op på at være et deindustrialiseret køkken. Her tilbydes der økologisk mad, hvor ingen kemiske sprøjtemidler har ramt maden på noget tidspunkt, desuden er alle ingredienser lavet helt fra bunden i deres eget køkken.

Man finder restauranten i en pæn og hyggelig atrium-baggård i det nordvestlige af Oaxaca Citys centrum. Tjenerne er altid søde og kommer med forklaring på de forskellige retter.

Hierba Dulce serverer traditionelle mexicanske retter i en plantebaseret fortolkning. I menukortet kan man bl.a. finde enmoladas, enfrijoladas, tacos, guacamole, nopales salad (kaktus salat), enchiladas, tlayuda mm. Af drikkevarer kan man både finde lækre mocktails, øl, mezcal samt cocktails.

De tilbyder ligeledes en smagning af 7 forskellige mole (en traditionel mexikansk sauce). Jeg anbefaler at du læser min anmeldelse af deres ‘7 moles of Oaxaca’ her. Nedenfor finder du et par billeder fra mole-smagningen.

Vores favoritter: Enmoladas, Enfrijoladas, Nopal salad, Guacemole, Memelas, Sikil P’aak (en traditionel yucatan ret) og deres Mojito.

Beliggende: Hierba Dulce på Google Maps

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 1 starter, 2 hovedmenuer + drinks giver vi som regel 600 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca 225 dkk i alt)

SoMe: Find Hierba Dulce på Instagram her eller deres hjemmeside her.

El Morocco (restaurant)

Dette er - som det lidt ligger i ordet - en marrokansk restaurant. Dette spisested tilbyder et stort udvalg af forskellige retter samt drikkevarer.

Restauranten er flyttet til en ny lokation for ikke så længe siden, og vi har derfor kun set dens gamle lokaler. Men menuen er den samme og byder bl.a. på salater, sandwiches, forskellige traditionelle retter, hummus, couscous, falafel tallerken mm. Jeg kan kun forestille mig, at den nye restaurant også er hyggelig med fine lokaler og marrokansk indretning. Sådan var den gamle restaurant nemlig.

El Morocco finder man nu en kort afstand Nord for Oaxaca Citys centrum. Ved dette spisested har vi prøvet deres mosaka, falafler og hummus, som alle var gode.

Beliggenhed: El Morocco på Google Maps

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 1 starter, 2 hovedretter og en flaske rødvin skal man af med omtrent 750 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca 285 dkk i alt)

SoMe: Find El Morocco på Instagram her eller deres hjemmeside her

Taj Mahal (restaurant)

Gode spisesteder i Oaxaca City, Taj Mahal indisk restaurant

En restaurant med et simple setup, men med knaldgod og dejlig smagsrigt mad. Taj Mahal er en indisk restaurant, der serverer klassiske indiske retter. Selvom man ved første øjekast, når man træder ind i restauranten, måske tænker ‘øøøh’, så giv det lige en chance. Maden er nemlig top dollar.

Taj Mahal tilbyder ikke kun lækker indisk mad, men i denne restaurant kan du også få lavet et par kopier, købe et par pakistanske sko, et par beskyttelsesbriller, og - hold nu fast - endda en skapel eller andet lægeudstyr. Det er altså en god blandet landhandel man finder i det rustikke lokale, som dette spisested hører til. Men som sagt er maden virkelig lækker smagsrig, og har man ikke lyst til at sidde mellem de lidt usammenhængende salgsvarer, så kan man jo altid tage maden to-go. Det har vi ofte gjort, og det er også det, der er vist på billedet overfor. Her har vi snuppet deres Garbanzo Curry (kikærte karry) og Pakora Curry (små kikærte ’boller’ i en lækker, snasket sovs) med deres grøntsags-ris. Igen, lad ikke udseendet narre dig. Det ligner måske ikke noget specielt på billedet, men de her to retter er knaldgode.

Restauranten ligger kun et par blokke Syd for den centrale plads Zocalo, her er der altid liv, stemning og mange mennesker. Zocalo finder man i hjertet af Oaxaca Citys centrum.

Vores favoritter: Garbanzo curry (kikærte karry), Pakora Curry (små kikærte ’boller’ i en lækker, snasket sovs) og deres grøntsagsris.

Beliggenhed: Taj Mahal Indian Cuisine på Google Maps

Prisniveau: $$ (3 ud af 5). For 1 Garbanzo Curry, 1 Pakora Curry samt 2 vegetable rice + drikkevarer giver vi som regel 550 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (omtrent 210 kr i alt)

SoMe: Find Taj Mahal på FaceBook her

Santa Hierba (café)

Santa Hierba er en hyggelig café, der serverer mad og drikke hele dagen. De har pladser indenfor på stueetagen og en stor tagterrasse på første sal, som er overdækket de fleste steder, så man kan sidde der i alt slags vejr. Santa Hierba finder man i den Nordøstlige del af Oaxaca Citys centrum.

Caféen har et bredt udvalg af mad - lige fra vafler, bagel, smoothie bowls, toast, sandwich og til varme retter. Derudover har Santa Hierba også salater, forskellige starters og et udvalg af både varme og kolde drikke.

Ligeledes er det tydeligt markeret på menukortet, hvad der er glutenfri, vegansk, stærkt og hvilke retter der er ‘langsomme retter’. På den måde er det nemt og overskueligt at finde rundt i, hvilke retter der passer til ens ønsker.

Vi har prøvet både prøvet deres hummus, teriyaki blomkål, kikærtesalat, surdejsbrød med avocado og rødbedehummus samt en håndfuld af deres kolde og varme drikke. Santa Hierba egner sig også til at sidde og arbejde på computeren.

Vores favoritter: Kikærtesalat og surdejsbrød med avocado.

Beliggenhed: Santa Hierba i Oaxaca City på Google Maps

Prisniveau: $$$ (3 ud af 5). For 2 måltider + drikkevarer plejer vi at give omtrent 500 pesos inkl. drikkepenge på 10-15 % (ca. 195 dkk)

SoMe: Find Santa Hierba på Instagram her eller deres hjemmeside her.

Marito & Moglie (Café)

En hyggelig café vi faldt over den sidste gang vi var i Oaxaca City. Denne café er ejet af en italiener og er derfor italiensk inspireret. De tilbyder et udvalg af varme og kolde drikke, samt nogle enkle retter eller lidt til den søde tand.

Caféen er lille og er opdelt i 3 områder. Det første rum man kommer ind i, er hvor man finder baren og det åbne køkken. Derefter kan man fortsætte ind i det næste lokale, som er et hyggeligt rum, der er perfekt til at sidde og arbejde i. Eller man kan nuppe et spil kort, læse en bog eller blot sidde og sludrer, mens en god kop kaf’ nydes. Sidst finder man en lille gårdhave, hvor man kan sidde under et vælvet halvtag eller ude i det fri.

Vi har smagt deres avocadomad, kombucha samt et par af deres kaffe. Deres cappucino er ret lille (italiensk størrelse), men deres kaffe latte serveres i en større kop (se billede overfor). Alt vi har smagt hos dem har været godt.

Vores favoritter: Surdejsbrød med avocado, kaffe latte på havremælk og deres kombucha med jamaica.

Beliggenhed: Marito & Moglie på Google Maps

Prisniveau: §§§ (3 ud 5) For 2 surdejsbrød med avocado samt to kaffe latte inkl. drikkepenge på 10-15 % skal man af med omkring 325 pesos (ca. 125 dkk)

SoMe: Find Marito & Moglie på Instagram her

Mondo Café (Café)

Dette er en hyggelig cafe, som egner sig fint til at sidde og arbejde, eller til blot at svinge forbi for en kop kaffe eller lidt at spise. De har et højbord, der er reserveret til folk med computer, og resten af bordene er tiltænkt folk uden computer. Der er flere stikkontakter ved højbordet, så dette er en fordel, hvis man har brug for strøm, mens mad sidder og arbejder.

Ejeren af Mondo Café er en ung mexikansk kvinde, som startede caféen med sin danske (nu) eks-kæreste. Derfor er et par af navnene i menukortet på dansk. En sød og sjov lille detalje for os danskere.

Mondo Café har god kaffe. Derudover har de også andre varme drikkevarer samt et udvalg af kolde drikkevarer. Vi har prøvet deres avocado toast og en af deres salater, men disse var dog lidt til den kedelige side. Men det er stadig en god og hyggelig café, som jeg synes er en anbefaling værd. Caféen ligger i den nordlige del af Oaxaca Citys centrum.

Beliggenhed: Mondo Café på Google Maps

Prisniveau: $$$ (3 ud 5) en cappuccino koster omtrent 55 pesos (ca. 21 dkk)

SoMe: Find Mondo Café på FaceBook her

Pan con Madre (Bageri)

Et af de få bagerier i byen som sælger surdejsbrød. Hos bageriet Pan con Madre (som betyder ‘brød med surdej’) har de et udvalg af forskellige brød, lige fra de helt lyse til nogle der er lidt grovere. Derudover har de også en hyggelig café-del, som jeg desværre ikke har nået at bruge endnu. Men jeg har set, at de tilbyder et udvalg af forskellige varme og kolde drikkevarer, samt et udvalg af lidt der kan spises. De har ligeledes wifi i caféen, og jeg tror derfor Pan con Madre kunne være et godt sted at sidde og arbejde. Er man mere til at sidde med blot en bog, et spil kort eller blot sidde og snakke, så egner den sig også godt til dette.

Hos Pan con Madre kan man også købe deres hjemmelavede granola i enten et halvt eller helt kilo. Et friskbagt surdejsbrød hos dem koster 60 pesos (ca. 23 kr). Er man ok med et brød fra dagen før (og gerne vil hjælpe lidt mod madspild), så får man 20% rabat - svarende til et surdejsbrød for blot 48 pesos (ca. 18 kr).

Det er ærligt ikke det bedste surdejsbrød jeg har smagt, men det bedste vi har kunne finde i Oaxaca City. De har også andre typer brød end surdejsbrød, bl.a. nogle med forskelligt fyld i, bananbrød samt kager mm. Pan con Madre finder man i den Nordvestlige del af Oaxaca Citys centrum.

Beliggenhed: Pan con Madre på Google Maps

Prisniveau: $$ (2 ud af 5) Et surdejsbrød koster omkring 20 kr. alt efter om man vælger et friskbagt eller et fra dagen før. 1 kilo af deres hjemmelavet granola koster 205 kr (ca. 77 kr)

SoMe: Find Pan con Madre på Instagram her

Markeder

Mercado Benito Juarez

Dette frugt og grønt markedet har alt man overhovedet kunne forestille sig at købe. Foruden boder med frugt og grønt, er der også boder med tøj, smykker, nødder, krydderier, souvenirs, ting til hjemmet og meget mere. Det er i min optik et ret kaotisk indendørs marked med smalle gange og umiddelbart intet system i hvordan boderne er placeret. De forskellige boder ligger ind i mellem hinanden og man er måske nødt til at gå lidt rundt før man finder en god frugt og grønt bod, alt efter hvilken indgang man kommer fra. Til gengæld er der nogle boder derinde, som har et godt samt bredt udvalg af frugt og grøntsager.

På gaden Aldama, som markedet ligger på, er der også en masse frugt og grønt boder udenfor. Selvom selve gaden også er lidt kaotisk med altid mange mennesker, butikker og boder er det trods alt mindre kaotisk end markedet. Derfor har vi nogle gange foretrukket blot at handle fra disse.

Mercado Benito Juarez ligger i den Sydvestlige del af Oaxaca Citys centrum.

Beliggenhed: Mercado Benito Huarez på Google Maps

 

La Cosecha Mercado Organico (Det økologiske høst-marked)

Dette marked er et lille, rolig og hyggeligt marked i en baggård i den Nordlige del af Oaxaca Citys centrum. Alt på markedet er økologisk. De har dog kun nogle små boder med frugt og grønt. Derudover har de boder med andre hjemmelavet sager lige fra marmelade til keramik. Sidst men ikke mindst finder man også et udvalg af små madboder på dette marked. Alt i alt et marked med lidt forskelligt og hyggelig stemning.

Beliggenhed: Det økologisk marked på Google Maps

Andre plantebaserede spisesteder i Oaxaca City og tips til at finde dem

Der er en håndfuld andre spisestederi Oaxaca City, som jeg har hørt skulle være ret gode, men som jeg endnu ikke selv har oplevet. Disse er:

  • Glück (V), en café der har fokus på morgenmad, frokost og drikkevarer.

  • Etnofood (V), restaurant der serverer traditionelle retter fra Oaxaca i løbet af dagen.

  • Citronella (V), café der serverer morgenmad, frokost og drikkevarer.

  • La Selva de los Gatos (V), en ‘katte-café’ der servere mad, men også fungerer som adoptionscenter for dyr. Her kan man altså nusse med katte, støtte deres projekt samtidigt med at man nyder en lækker bid mad og lidt drikkevarer hos dem.

  • El Apetito Buffet, en alt-du-kan-spise buffet der serverer mad ind til kl 17. Jeg har ikke prøvet denne restaurant, men Guapo har prøvet den og sagde den var god og med mange forskellige muligheder.

  • Los Muchitos Comida Vegana (V), café der serverer mad hele dagen.

Derudover er Happy Cow naturligvis et glimrende værktøj, hvis man gerne vil opdage nye grønne spisesteder. Det er herigennem vi har opdaget mange af de nævnte spisesteder. Ofte har Happy Cow dog ikke alle de gode spisesteder med, og man skal derfor ikke være bange for at snuse lidt rundt omkring i byen selv, eller spørge nogle lokale.

Vil man gerne have sin mad 100% plantebaseret, så er dette sjældent et problem. Langt de fleste spisesteder har mindst et par muligheder, og ellers er mexicanere som regel søde til at hjælpe, hvis man ønsker at ændre lidt på en ret, så den bliver vegansk. Dette har vi ofte gjort ved forskellige restauranter rundt omkring i landet, og har aldrig oplevet, at de ikke kun lave et eller andet til os.

Jeg vil også lige nævne et spisested, som vi har haft dårlige oplevelser med i byen, nemlig La Matatena Pizzaria. Vi havde ret store forventninger til dette pizzaria, da det har fået gode anmeldelser og fremstod som et ‘godt og fint’ pizzaria. Sandheden var dog, at det er et halvspøjst lokale man sidder i med utiltrækkende plastik møbler. Vi prøvede en af deres pizzaer og lasagne. Begge ting var vi dybt skuffet over. De smagte kun af hhv. ost og kedeligt brød, og ost og lasagneplader. Derudover var portionerne meget små - især taget i betragtning prisen på dem. Så det sted vil jeg helt sikkert ikke anbefale at hoppe forbi.

Ellers er der mange gode spisesteder i Oaxaca City og generelt har vi kun haft positive oplevelser med de forskellige spisesteder i byen.

Gode spisesteder i Oaxaca City, Stemningsbillede

Jeg håber det her indlæg med anbefalinger til steder at spise i Oaxaca City har været til hjælp og du fik lidt inspiration ud af den. Du er altid velkommen til at skrive en kommentar nedenfor, hvis du har spørgsmål eller selv ligger inde med nogle gode anbefalinger til spisesteder i Oaxaca City. Vil du se mere af mig, lækker mad og mine oplevelser rundt omkring i verdenen, så kan du finde mig på Instagram @fredebruun

Knus Frede 💛

En lille note til prisniveau

Jeg har I overstående afsnit indikeret prisniveauet. Skalaen går fra $ til $$$$$, hvor det billigeste street food svarer til $, og de helt fancy restauranter svarer til $$$$$. Prisniveauet er sat ift. mexicanske standarder for større byer. Da Mexico er et kæmpe land, kan priserne variere en del alt efter hvor man er. Turiststeder og storbyer er som regel dyrere end de helt små lokalsamfund eller bitte små kystbyer. Men generelt gælder det for Mexico, at man kan finde utrolig gode restauranter til billige penge. Ligeledes er det som regel ca 3 gange billige i Mexico end i Danmark. Da dette svarer til kursen på pesos ift dkk, vil man derfor ofte opleve, at den pris der står i pesos, svarer til den pris man giver i Danmark i dkk. Fx en cappucino i Mexico ligger som regel omkring 55 pesos, hvor den i Danmark ligger omkring 55 kr.

Følg mig på sociale medier

Forrige
Forrige

10 anbefalinger - Bedste spisesteder i Mazunte

Næste
Næste

Min køkkenhave - nemt og vellykket på min terrasse