Sådan mødte jeg Kristian: en besked der blev til et forhold
Okay, nu synes jeg I skal have lov til at få historien om hvordan Kristian og jeg mødte hinanden. Nemlig en sød historie om hvordan en besked på Instagram blev til en facetime bogklub, som blev til at jeg pakkede kufferten og fløj afsted for at møde Kristian. Når ja, fik jeg sagt, at Kristian aka Guapo boede i Mexico, da vi begyndt at skrive og jeg boede i Danmark? Mindre detalje.
I september 2020 modtog jeg en besked på Instagram fra en jeg ikke kendte. Da beskeden tikkede ind, var jeg netop steget ud af min bil, som jeg netop havde brugt 30 minutter på at finde parkering til efter en lang dag på kontoret og derefter hele aftenen på byggepladsen. Kl. var 22.30 og jeg var træt, som i gennembankende træt. Tilbage i 2020 var jeg i fuld gang med min praktik som bygningsingeniør, og var samtidigt medejer af et investeringsfirma, hvor vi var ved at lave en omfattende renovering på en af vores ejendomme. Et projekt der langt fra gik efter planen. Jeg arbejde 70-80 timer i ugen og stod med - hvad jeg i dag godt tør indrømme - et pres, der nok var lidt for stort til mine 24-årige skuldre. Men tilbage til beskeden.
“Det er noget af en vaskehal der er i kælderen. Hvad skal det blive til?” var den første besked fra Kristian. Jeg svarede halvkøligt på beskeden “Vaskehal? Det skal blive en cafe. Og det er ikke i en kælder, men stue”, mens jeg traskede træt gennem regnen hen til min opgang. Måske ikke det pæneste svar tilbage, men her kæmpede jeg for at lave et fedt lokale til en ny cafe, og han syntes at det lignede en vaskehal.. Av. Nysgerrigheden tog dog over, da jeg først var kommet ind i tørvejr, for hvem var denne fremmede, som pludselig skrev til mig ud af det blå? Et klik ind på hans profil, og jeg blev mødt af en pæn, blond fyr som tilsyneladende rejste Jorden rundt og - hold nu fast - ejede min drømmebil! Jep, en gammel VW T2 i lyseblå/tyrkis, meget bedre fås det ikke! “Måske skulle jeg ikke have svaret så koldt på hans besked”, tænkte jeg, imens jeg håbede på, at han ville sende endnu en. Til min lettelse kom der svar retur fra ham, og jeg skyndte mig lynhurtigt at sikre, at min kommende besked var noget varmere og - naturligvis - liiiige få kommenteret på det faktum, at han ejede min drømmebil.
Den gamle VW T2 fra 1976 ved navn Tortuga. Ret fed ikk´?
Derfra tog samtalen lynhurtigt fart, og det tog ikke lang tid før det stod klart, at vi havde meget mere til fælles end nogen af os nok lige havde regnet med. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg mærkede en kæmpe ro omkring Kristian allerede fra den første aften, hvor vi begyndte at skrive. Der var et eller andet særligt over ham, og jeg havde en fornemmelse af, at han ville komme til at spille en betydelig rolle i mit liv. Hvordan vidste jeg bare ikke endnu. Måske i form af et godt venskab? En god rejsemakker? En der ville åbne nye spirituelle veje for mig?
Beskederne fortsatte, og efter en måned eller to var vi nået til den konklusion, at vi ville starte en lille tomands bogklub op, hvor vi så hver søndag kunne ringes ved og snakke om bogen (set i bakspejlet handlede det nok mere om en undskyldning for at ringe sammen, end det handlede om at læse en bog). Vi ringede sammen en gang i ugen, og samtalerne flød derud af i flere timer hver gang. Alle havde de det tilfælles, at de handlede 99% om alt, og 1% om de kapitler vi havde læst i bogen den forgangne uge haha. Sådan forløb det resten af 2020 ud.
Allerede inden vi var gået i gang med vores lille bogklub, havde jeg fortalt Kristian om mine planer for at rejse udenlandsk igen. Takket være regerings nedlukning af landet i 2020, var en af mine store ønsker nemlig blevet opfyldt: online undervisning. Juhu, lige i min ånd! At undervisning på universitet nu foregik online, gav mig nemlig friheden til at kunne fortsætte min uddannelse uden at skulle være bundet til en fysisk skolebænk i Danmark (noget jeg forresten synes altid burde være en mulighed her i det 2100-århundrede og dagens Danmark). Spørgsmålet var bare: hvor skulle jeg rejse hen?
Min oprindelige ide var at rejse rundt i Sydeuropa, og måske bosætte mig for en periode i Italien igen. Men det blev mere og mere besværligt at rejse rundt i Europa, og samtidigt var der pludselig en spændende dansk fyr i Mexico, som jeg skrev med. I takt med at Kristian og jeg lærte hinanden bedre at kende gennem skriveri og facetime, fortalte han mig, at jeg var velkommen i Mexico. Jeg havde i mange år haft lyst til at besøge landet, og havde allerede en lille håndfuld venner derovre, som jeg kendte fra mit ophold i Kina nogle år forinden. Måske skulle jeg tage til Mexico, drikke kolde kokosnødder og møde Kristian?
Det lød da egentligt meget godt. Og var han så mega mærkelig, når jeg mødte ham fysisk, eller skulle jeg ikke kunne lide landet, når jeg ankom, så kunne jeg da bare tage hjem med det samme igen. Hvad var det værste der kunne ske? At jeg købte flybilletter for 7.000kr for at flyve til den anden side af jorden og møde en fyr, der viste sig at være kuk-kuk? Haha det var da udholdeligt. Man lever jo kun en gang (i hvert fald i denne krop) og den ene gang skal man dæleme bruge i Nuet! Så jeg fortalte Kristian, at jeg kraftigt overvejede at tage til Mexico, og spurgte om han var seriøs ift. at jeg kunne komme derovre.
Han var bundseriøs (men har senere indrømmet, at han faktisk ikke helt havde regnet med, at jeg ville gøre det). Så Mexico it was! Dog skulle jeg lige få færdiggjort min praktik, og ikke mindst byggeprojektet i Horsens, før jeg kunne rejse nogle vegne. Lige inden årskiftet færdiggjorde jeg min praktik hos Tækker Rådgivende Ingeniører, og i starten af februar havde jeg udarbejdet alt dokumentation for den renoverede ejendom og fået en ibrugtagningstilladelse i hus til os. Juhu, jeg var fri til at tage afsted - og det var lige netop hvad jeg gjorde. Nærmest samme dag, som alt var afleveret og godkendt, bestilte jeg flybilletter til Mexico City med afgang en uge senere.
Op til min afgang fik jeg mange spørgsmål fra venner og familie, som var bange for, at jeg var blevet skør, ville blive bortført, når jeg ankom til Mexico, eller på anden vis var bekymrede for mig. Men jeg var sikker i mit valg.
Min mavefornemmelse har aldrig taget fejl, og denne gang fortalte den mig, at jeg skulle til Mexico. Jeg havde finkæmmet alt jeg kunne finde på nettet om Kristian, jeg havde skrevet med ham i nu 5 måneder og jeg havde snakket med ham over facetime i et utal af timer. Der var ingen farersignaler, absolut ingen. Anyway, skulle jeg jo heller ikke bo sammen med ham. Jeg havde fundet min egen AirBnB lejlighed i gåafstand fra hvor han boede, og jeg tog blot derovre for at møde ham. Der var på det tidspunkt intet romantisk i luften mellem Kristian og jeg, men blot udsigt til et godt venskab (hvilket var en vigtig faktor for mit valg om at tage afsted). To af mine Mexicanske veninder var informeret om, at jeg kom til landet og havde i sinde at besøge dem også.
Den 16. februar 2021 ankom jeg i Mexico City lufthavn. Vi havde aftalt, at han ville hente mig i lufthavnen. Som endnu et tegn fra skæbnen, gik Kristian forbi den udgang jeg kom ud af, i netop samme sekund som jeg gik ud af den. Vi snakker her måske 15-20 forskellige udgange i en kæmpestor lufthavn, hvor vi ikke på forhånd havde aftalt et sted at mødes (og min mobil havde absolut intet signal, da jeg landede i Mexico). Men der var han. I en rød Helly Hansen jakke, og et kæmpe smil, der fyldte hele hans ansigt. Det næste var et kæmpestort kram. Et kram, der fik mig til at føle mig hjemme, velkommen og tryg.
Over de kommende dage blev jeg vist rundt i byen, fik gode tips og styr på praktiske ting. De lange samtaler fortsatte, som de havde gjort over facetime, og efter en uges tid begyndte venskabet stille og roligt at udvikle sig til mere. Den anden weekend jeg var i Mexico, pakkede vi Tortuga (det gamle folkevogns rugbrød) og kørte på weekendtur til Teotihuacan lidt Nord for Mexico City. Her overnattede vi i to nætter i Tortuga ved nogle af Kristians bekendte, som tilbyder diverse ceremonier (temazcal, kambo, peyote mm.). Jeg prøvede temazcal (Mexicansk svedsauna, for at udrense både krop og sind) for første gang den weekend, og vi oplevede de smukke pyramider, som området er kendt for. I slutningen af april 2021 tog vi ud til Oaxacas kyst, og siden da har vi faktisk mere eller mindre boet sammen. I dag er Kristian ikke kun min bedste ven og skønne rejsemakker, han er også en fantastisk partner, som jeg ikke kunne ønske mere fra.
En lille ekstra note, nr 1) Tilbage i 2020 havde jeg en Instagram-profil kaldet Fredes Flipperi. Her delte jeg glimt fra totalrenoveringen af min egen lejlighed samt glimt fra alt mit arbejde ifm. investeringsfirmaet. Kristian fandt denne Instagram-profil tilfældigt, da han var i Danmark i løbet af sommeren 2020. Fordi han fandt alt mit arbejde interessant, begyndte han også at følge min private Insta. Efter en stund tid blev han nysgerrig, og skrev til mig i september. På det tidspunkt var han dog allerede tilbage i Mexico igen, og derfor foregik alt vores første kontakt på beskeder og facetime.
En lille ekstra note, nr 2) Da vi startede vores online bogklub, døbte vi den Serendipitous Readers Exhange. Og ‘Serendipitous’ (betydning: at finde uden at søge, og derefter erkende værdien, i det man har fundet; lykketræf) er lige akkurat hvad jeg føler omkring at have mødt Kristian. Der var ingen af os der ledte efter en partner, men vi fandt hinanden, og det har tydeligvis medført en kæmpe værdi, glæde og kærlighed. Ingen tvivl om at det var meningen, at vi skulle finde hinanden.
Der er selvfølgelig meget mere at fortælle om Guapos og mit skønne eventyr, men det må blive i et andet (eller flere) indlæg. Ind til da er du velkommen forbi min gamle yt-kanal, hvis du vil se lidt af de løjer vi har lavet i bl.a. Mexico og vores lille træhytte. Du kan finde min YouTube-kanal Fred’s Chanel lige her.
Tak for at læse med. Du kan læse mere om min tid i udlandet her. Du er naturligvis også altid velkommen til at følge med ovre på Instagram, hvor jeg deler ud af mad, rejser og en grøn hverdag.
Knus Frede 💛
Følg mig på sociale medier
