Mine anbefalinger - bedste bøger til selvudvikling

Dette indlæg indeholder affiliate-links til Saxo.com og Bog-ide.dk.
Hvorfor? Bare rolig, det koster dig intet - naturligvis.


Leder du efter nogle gode selvudviklingsbøger? Ønsker du at styrke dit mindset, udvikle dig spirituelt eller ændre din tankegang fra negativ til positiv? Eller føler du dig presset, deprimeret eller stresset? Så læs med i dette indlæg. Her har jeg nemlig samlet nogle fantastiske bøger til selvudvikling, som kan hjælpe dig på vej til et godt, balanceret og glad liv.

Boganbefalinger - Bedste spirituelle bøger til selvudvikling 1.jpg

Denne samling af bøger er et udvalg af mine ynglingsbøger indenfor spiritualitet, holistisk sundhed og selvudvikling. Disse bøger vil kunne hjælpe dig til at opløfte din spirituelle udvikling, befri dig fra dit negative tankemønster, rive dig ud af din depression, eller fjerne det pres eller stress du føler. De vil kunne lære dig at leve i nuet, acceptere øjeblikket, højne din bevidsthed samt hjælpe dig til at (gen)finde kærligheden til dig selv og lære at tilgive fortiden. Og gennem dette vil de kunne hjælpe dig til at komme af med de ubalancer, der har manifesteret sig i din krop som f.eks. skaber eksem, astma, uønsket vægt, hårtab eller allergier. Vores fysiske sundhed hænger nemlig sammen med vores mentale sundhed og vores spirituelle balance. Derfor bør vi prioriterer vores selvudvikling, sundhed og spiritualitet, og sikre at disse altid er i balance.

Du vil herunder finde en oversigt over de bøger indenfor selvudvikling, som jeg anbefaler. Derefter mine anmeldelser af dem og bagefter min liste over andre selvudviklingsbøger, som jeg ikke har læst endnu, men vil stikke snuden i snart. Til sidst åbner jeg op for min egen personlige historie, og kommer med gode råd til hvordan du også kan overkomme dine traumer og finder spirituel balance.

Bedste bøger til selvudvikling og spirituel balance

Herunder finder du min top 8 af bøger indenfor selvudvikling, spiritualitet og holistisk sundhed. Længere nede finder du mine anmeldelser af bøgerne.

De fleste af disse bøger kan findes på dansk, men enkle findes kun på engelsk. Selvom du normaltvist læser bøger på dansk, anbefaler jeg dig alligevel at give de engelske bøger en chance. Der findes nemlig så mange fantastiske bøger, der desværre ikke oversættes til dansk, men som virkelig er en læsning værd.

Du finder mine anmeldelser og kommentarer til bøgerne herunder. Længere nede finder du en liste med flere selvudviklingsbøger, som jeg snart vil dykke ned i. Jeg håber disse anmeldelser kan bruges, og vil sprede god inspiration til dejlige læsestunde og smuk selvudvikling. God læselyst :-)

Helbred dit liv af Louise L. Hay

Det her er en fantastisk bog, som med en holistisk vinkel forklarer hvordan du lærer at elske, acceptere samt tilgive dig selv og andre. Ligeledes forklarer bogen hvordan du kommer af med de fysiske sygdomme, der er blevet manifesteret i din krop, som et resultat af din mentale og spirituelle ubalance. Samt hvorfor disse sygdomme kom i første omgang. For uanset om det er eksem, candida, allergi, astma, mavesyre, hårtab eller en anden lidelse, så er den pågældende lidelse altid forbundet og afhængig af ens mentale helbred, livsstil og spirituelle balance.

Louise Hay er en fantastisk forfatter, som har udgivet en lang række selvhjælps-bøger, og jeg anbefaler at læse Helbred dit liv som den første fra hende. Når du først går i gang med at læse denne bog vil du måske føle dig provokeret eller irriteret over bogen og hvad den fortæller dig. Dette er faktisk helt normalt, og det skete også for mig, da jeg for mange år siden gik i gang med at læse den. Faktisk tog det mig en håndfuld forsøg, før jeg endelig accepterede hvad bogen prøvede at fortælle mig, og jeg fik læst mere end bare de første to kapitler.

Så uanset hvad du tænker, når du går i gang med at læse Helbred dit liv, så læs videre. For denne bog bør læses! Bogen har et utroligt vigtigt og meget smukt budskab, som vil ændre dit liv. Du skal blot tillade og acceptere ændringen at komme, og du vil snart kunne se fantastiske manifestationer i dit liv.

Du kan finde Helbred dit liv online hos Bog & Ide her eller hos Saxo.com her. Foretrækker du at læse på engelsk, kan du finde den engelske udgave You Can Heal Your Life hos Saxo.com her.

Nuets kraft (The Power of Now) af Eckhart Tolle

Vil du gerne lære et leve i nuet, slippe bekymringerne om fremtiden og blive fri for traumaerne fra fortiden? Så er det her den perfekte bog at tage fat på.

Nuets kraft (The Power of Now) dykker ned i vigtigheden af at leve i nuet. Som bogen forklarer, så er alt vi har og nogensinde vil have nuet. Ligeledes forklarer Eckhart Tolle os vigtigheden af at komme fri fra vores ego. Egoet beskrives som den stemme inde i dit hoved, der konstant kommenterer på alle dine handlinger, spekulerer omkring fremtiden og dvæler ved fortiden. Denne stemme er ikke en del af hvem du er, og du kan derfor løsrive dig fra den. Gør du dette, vil du finde vejen til en højere bevidsthed, et gladere liv og en bedre spirituel balance.

Derudover dykker bogen også ned i begrebet ‘pain-body’, der bedst beskrives som den usynlige enhed af smerte, der akkumuleres gennem dit liv. En stor del af os identificerer sig selv med deres ‘pain-body’ - dvs. de identificerer sig med deres traumaer fra fortiden, og anser sig selv som et offer for hvad der er sket mod dem. Kun de færreste lærer at løsrive sig fra den offer-rolle, da egoet ihærdigt prøver at fastholde os i vores ‘pain-body’. Derfor er det afgørende, at vi lærer at løsrive os fra vores ego, og den offer-rolle vi har sat os selv i, hvis vi ønsker at leve et glad og opløftet liv i balance. Vejen til at løsrive sig, beskriver Eckhart Tolle for os i denne bog. Nuets kraft (The Power of Now) er i min optik et must read for alle.

Du kan finde Nuets kraft hos Bog & Ide her eller hos Saxo.com her.
Foretrækker du at læse på engelsk, kan du finde den engelske version The Power of Now hos Saxo.com her.

The Wisdom of Yoga af Stephen Cope

The Wisdom of Yoga er ikke lige så gængs, som de to overstående bøger, men ikke desto mindre er den en fantastisk lærerig bog med mange smukke budskaber. Bogen handler om den visdom der ligger bag yoga, og handler altså ikke om hvordan du laver den perfekte downward dog pose.

Yoga er i Vesten stadig mest kendt som en række udstrækninger man laver efter hinanden. Men dette er kun en lille del af hvad yoga egentligt er. Yoga har siden dets begyndelse stillet spørgsmålstegn til vores eksistens, hvad der er rødderne til vores lidelser, og hvordan vi kan opnå frihed, lykke og balance. Yoga søger at finde frem til hvordan vi kan opnå det maksimale potentiale af vores kroppe, sind og sjæle. Denne smukke visdom deler Stephen Cope i bogen The Wisdom of Yoga. Igennem bogen forklares vigtigheden af at leve et liv i balance, og hvordan vi opnår en ekstraordinær livsstil. Så uanset om du dyrker yoga hver dag eller aldrig i dit liv har lavet en downward dog pose, så er det her en smuk og lærerig bog, som du bør læse.

The Wisdom of Yoga er ikke oversat til dansk, men du kan finde The Wisdom of Yoga på engelsk hos på Saxo.com her.

En ny jord (A New Earth) af Eckhart Tolle

Endnu en fantastisk bog af Eckhart Tolle. A New Earth er efterfølgeren til Nuets kraft (The Power of Now) og denne bog tager skridtet videre. En ny jord sætter fokus på menneskehedens nuværende situation. Eckhart Tolle beskriver, at verdens problemer stammer fra vores identifikation med egoet, som er yderst stolt og søger magt, samt vores manglende bevidsthed. Hvis vi finder større spirituel balance, lærer at leve i nuet og acceptere øjeblikket, kan vi blive fri fra fortidens skrupler og løsrive os fra fremtidens frygt. Dette er vores vej til at stoppe verdens problemer og skabe større tilstedeværelse i vores egne liv.

I En ny jord fortæller Eckhart Tolle os hvordan vi gennem større bevidsthed kan lære at vende utilfredshed, smerte og ligegyldighed til accept, entusiasme og glæde. Bogen er en fantastisk kombination af inspiration, vejledning og dybe indsigter, som kan vise os vejen til et spirituelt liv i balance.

En ny jord er en smuk bog med et vigtigt budskab. Den kan godt læses seperat, men jeg anbefaler at læse Nuets kraft først, for at få den fulde forståelse af hvad vores ego er og hvordan vi lærer at leve i nuet.

Du kan finde En ny jord på saxo.com her eller hos Bog & ide her.
Foretrækker du at læse på engelsk, kan du finde A New Earth hos Saxo.com her.

Den tiende indsigt (The Tenth Insight) af James Redfield

Denne smukke fortælling af James Redfield vil give dig en helt ny måde at anskue døden på. Bogen tager fat på spiritualitet, tidligere liv, dimensioner, fødsel og død. James Redfield leverer sine spirituelle budskaber gennem en spændende fortælling om en håndfuld bekendte i Appalacherne bjergene.

Ifølge James Redfield er vi alle individuelle sjæle, men samtidigt har vi alle en sjælegruppe, som er med til at støtte os gennem livet. Igennem Den tiende indsigt fortæller James Redfield sit smukke bud på hvordan vores sjæle inkarneres og hvordan vi alle er forbundet. Der er ingen konkrete beviser på, at James Redfields teori er den rigtige, men behøver vi altid et konkret bevis? Er det ikke nok nogle gange bare at finde sin egen sandhed? Eller være åben overfor forskellige bud på hvad der er sandt? Personligt synes jeg, at Den tiende indsigt kommer med et utroligt spændende take på hvad der måske er sandt, og jeg behøver ikke smide teorien i en sandt- eller falskboks. Den er et spændende bud på hvad der måske er sandt, og det er nok for mig.

Den tiende indsigt er egentligt nr. 2 bog i en serie af James Redfield. Den første bog i serien er Den niende indsigt (The Celestine Prophecy). Men som en del andre er jeg fejlagtigt kommet til at læse Den tiende indsigt først. Jeg anbefaler at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge, for at få mest muligt ud af dem og forstå referencerne, men Den tiende indsigt kan også godt læses alene.

Du kan finde Den tiende indsigt på Saxo.com eller på engelsk hos Saxo.com her.

Heal your Body af Louise Hay

Dette er endnu en skøn bog fra Louise Hay. Bogen Heal Your Body er et lille opslagsværk på sygdomme. I bogen fremgår årsagen til en pågældende sygdom, forklaring på hvad man bør ændre sit mindset til, samt hvilke bekræftelser man kan bruge, for at løsrive sygdommen fra sin krop.

Det lyder måske lidt hokus pokus, at man skal kunne kurere en sygdom ud fra blot at sidde og sige en bekræftelse. Naturligvis er det ikke sådan det hænger sammen. Der ligger noget meget dybere bag disse bekræftelser, ligesom der altid ligger noget dybere bag årsagen til at man fik sygdommen i første omgang. Heal Your Body kan derfor ikke læses som en enkeltstående bog, men bør anvendes som et opslagsværk efter du har læst Helbred dit liv af samme forfatter.

Jeg vil ikke selv forsøge at forklare dig, hvordan holistisk helbredelse fungerer, men vil i stedet anbefale dig at læse ordene fra en, der er meget klogere end mig. Nemlig ordene fra Louise Hay i hendes magiske bog Helbred dit liv.

Du kan finde Heal your Body på engelsk hos Saxo.com her. Bogen findes kun på engelsk, men jeg anbefaler dig at give den en chance, selvom du ikke normaltvist læser bøger på engelsk. Det er et supergodt opslagsværk, og jeg bruger det ofte.

Way of the Peaceful Warrior af Dan Millman

Denne bog fra Dan Millman deler et utroligt smukt budskab gennem en spændende og rørende fortælling om en ung college studerende og verdens-klasse gymnast. På overfladen har Dan alt - det gode udseende, høje karakterer, han er populær og har en fantastisk fysik fra hans træning som elite gymnast. Men under overfladen føler han sig uopfyldt. En sen nat på en tankstation møder Dan en ældre mand, som begynder at åbne hans øjne for hvad livet i virkeligheden handler om. Den ældre mand (som Dan kalder for Socrates) bliver hans spirituelle guide. Socrates udfordrer Dan gennem faste, meditation, kontrolleret vejrtrækning og lærer ham at løsrive sig fra egoets kontrol.

Dan lærer at leve i nuet, indser at vi alle er forbundet med alt levende, finder en større indre ro, mere succes med hans atletiske stræben og mere tilfredsstillelse i det han gør. Hans bevidsthed og tilstedeværelse i tilværelsen højnes og han går ikke længere i søvne gennem livet.

Way of the Peaceful Warrior tager udgangspunkt i Dan Millman’s eget liv, og er derfor baseret på en sand fortælling. Bogen er desværre ikke oversat til dansk, men du kan finde Way of the Peaceful Warrior på engelsk hos Saxo.com her.

Ayurveda af Sahara Rose Ketabi

Ayurveda er det ældgamle medicinske system, som behandler hele kroppen, dvs både krop, sind og ånd, fremfor kun at behandle enkelte symptomer. Ayurveda stammer fra Indien, betyder ‘livets videnskab’ og kan dateres mere end 7.000 år tilbage. Det er det ældste overlevende og komplette healende system i verden.

Hvor vestlig medicin har tendens til at behandle symptomerne ved en sygdom, søger ayurveda at behandle den underliggende årsag samt forebygge, at sygdommen opstår i første omgang. For eksempel vil en patient, der lider af astma, få ordineret inhalationsmedicin ved en vestlig læge. En ayurvedisk læge vil på den anden hånd kigge på de bagvedliggende ubalancer, som forårsager astma hos patienten. Gennem ayurveda ses patienten som en helhed, og lægen vil kigge på patientens livsstil samt nuværende situation, før han ordinerer en behandling. Ayurveda afviser ikke brugen af vestlig medicin, men ønsker at helbrede hele sygdommen, rette op på ubalancerne og sikre at sygdommen ikke kommer retur (fremfor blot at kigge på og behandle symptomerne).

Ayurveda fra Sahara Rose Ketabi dykker ned i hvad ayurveda er og hvordan vi selv kan begynde at implementere ayurveda i vores egen hverdag. Bogen er bygget op, således den gradvist dykker længere og længere ned i stoffet. På den måde er den letlæselig, nem og overskuelig at tage fat på. Samt ikke mindst utrolig interessant at læse og lære fra.

Som nogle af de andre bøger i denne anmeldelse findes Ayurveda af Sahara Rose Ketabi kun i en engelsk udgave. Du kan finde Ayurveda hos Saxo.com her.

Flere bøger indenfor selvudvikling

Herunder finder du en liste over de selvudviklingsbøger, der er på min ønskeliste. Nogle af dem har jeg allerede liggende klar derhjemme, andre håber jeg snart at erhverve mig. Alle nedenstående bøger har jeg fået meget varmt anbefalet, og jeg synes de lyder utrolig spændende. Dette indlæg bliver opdateret i takt med, at jeg kommer igennem bøgerne.

Har du selv læst en eller flere af de bøger, der ligger på min ønskeliste, så del endelig hvad du synes om dem i en kommentar nedenfor. Og har du anbefalinger til andre bøger, som jeg også bør læse, så vil jeg være meget taknemmelig, hvis du har lyst til at dele disse med mig.

Hvorfor er selvudvikling nødvendigt?

Før vi afslutter dette indlæg, vil jeg gerne dele en personlig fortælling med dig. Nemlig lidt om min egen historie, og hvorfor jeg begyndte min selvudvikling og spirituelle rejse.

Gennem min opvækst oplevede jeg mobning gennem det meste af folkeskolen. Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år. Da jeg var 16 år rejste min far og jeg alene rundt i Indien i 17 dage. Her blev han syg, og to dage efter vi var kommet hjem til Danmark igen, blev han uventet fundet død i sin lejlighed.

Dette er et par af de udfordrende begivenheder, der har været med til at forme mit liv, fik min selvkærlighed til at dale og fik mig til at føle som et offer. Men det er også netop disse udfordringer, der i dag ligger til grund for min styrke, min selvstændighed, min dybe taknemmelighed for alt der sker i livet, og ikke mindst mit kæmpe gå-på-mod og drive. Alt der sker i livet, sker nemlig af en grund, og vores opgave er at lære at lytte til hvorfor tingene sker, samt acceptere at de sker.

“Alt sker for at give plads til noget endnu bedre”

Når man mister en forældre i en ung alder, kan det kan føles som om ens personlighed bliver revet fra en og sprængt til tusind stykker. Det kan føles helt umuligt at finde det positive i situationen, og angst, depression samt en følelse af uretfærdighed kan true om hjørnet. Men at ens forælder døde, skete for at give plads til noget andet. Hvis man tør hive sig ud af offer-rollen, tør acceptere, tro på livet og finde kærligheden igen, så kan man finde frem til en forståelse af hvorfor det skete og finde roen i at det skete. Det kan tage lang tid og dyb selvudvikling at nå der til, men årsagen kan altid findes og den er altid smuk.

Havde jeg f.eks. ikke sagt på gensyn til min far i en ung alder, var jeg sikkert aldrig flyttet til udlandet, jeg havde aldrig lært italiensk og kinesisk, jeg havde aldrig startet et firma med min søster, jeg havde ikke mødt de samme smukke mennesker, og jeg havde helt sikkert ikke haft den styrke, som jeg har i dag. Måske havde jeg heller aldrig opdaget min passion indenfor mad eller startet denne blog. Ligeledes satte min fars død skub i en stor spirituel rejse og selvudvikling for mig, hvilket har været afgørende for min nuværende balance, ro og glæde i livet. At min far døde, da han gjorde, gav mig plads til at opnå alt dette.

Sådan finder vi accept, tilgivelse, kærlighed og spirituel balance

Når vi er i spirituel balance, er vi i harmoni med os selv, og vi handler ud fra selvkærlighed og kærlighed til andre. Når vi er i spirituel ubalance, er vi i konflikt med vores sande jeg, og er tilbøjelige til at have et skadende handlemønster. For eksempel ses det tit, at folk der er i større spirituel balance, naturligt begynder at glide i retning mod en livsstil, der omfavner ahimsa principperne. De handler ud fra kærlighed, og er derfor opmærksomme på hvilken energi de sender ud i verden og hvad de gør mod andre levende individer. Hvorimod folk, der er i ubalance, er mere tilbøjelige til at handle ud fra deres ego. Deres syn er fokuseret på egne behov (og mangel på opfyldelse af disse behov). De er dermed mere tilbøjelige til at overse hvilken energi de sender ud i verden, og hvilke konsekvenser deres handlinger har for andre.

Dette er ikke ment dømmende eller som kritik mod nogle. Vi handler alle ud fra det bedste vi ved. Men det er min observation og erfaring, at vores spirituelle balance hænger sammen med vores handlingsmønster. Jeg er ikke den eneste, der har erfaret dette. I takt med din spirituelle udvikling vil du måske også selv en dag kunne nikke genkendende til dette (også selvom du i dag ikke kan, og måske slet ikke tror på spirituel ubalance). Vi skal alle starte et sted. Da jeg selv tog de første skridt mod spirituel balance og selvudvikling, var jeg fyldt med skepsis, og jeg handlede ud fra mit ego. Mine valg blev dengang truffet ud fra ubalance og manglende (selv)kærlighed, i stedet for balance, ro, accept og (selv)kærlighed.

Mit spirituelle startskud var at læse Helbred dit liv af Louise Hay. En bog som også er nævnt i anbefalingerne ovenfor. Jeg fik bogen i gave, og det tog mig intet mindre end et håndfuld forsøg, før jeg fik læst mere end de første to kapitler. Udelukkende fordi jeg følte mig provokeret af hvad der stod i bogen, og fordi jeg, med min kærlighed til logik og tal, syntes bogen var for ‘hokus pokus’. I virkeligheden var det selvfølgelig blot mit indre offer, der følte sig truet. Offeret inde i mig, var bange for at træde ind i det uvisse og bange for åbne op for de gamle traumaer og følelser. Derfor fandt stemmen i mit hoved (mit ego) på et utal af undskyldninger for hvorfor denne bog netop var så dum og hvorfor jeg ikke havde brug for at læse den.

Men et par år efter jeg havde fået bogen, fik et par episoder i mit liv og en ulykkelighed, der havde ligget længe og truet under overfladen, mig dog til sidst overvundet. Og heldigvis for det! For da jeg endelig accepterede den viden, der blev beskrevet i bogen og begyndte at arbejde på tilgivelse, accept og (selv)kærlighed, ændrede mit liv sig markant til det bedre. Jeg fik bearbejdet mine traumer og lagt fortiden bag mig.

Siden da har jeg læst, set og lyttet til utallige bøger, dokumentarer, talk shows, podcast og udvekslet viden med mange smukke sjæle. Jeg har arbejdet med mig selv og min spiritualitet gennem yoga og meditation. Jeg har implementeret den viden, som jeg har lært gennem årene i mit liv, hverdag og tankegang. Jeg er begyndt at udforske plantemedicin, og vil helt sikkert udforske dette endnu mere. Jeg har fundet spirituel balance, min fortid styrer mig ikke længere, og den ulykkelighed, der engang altid rumsterede under overfladen, er væk. Jeg føler mig fri, let, glad og jeg har lært at leve i nuet. Mit gå-på-mod, styrke og kærlighed er større end nogensinde før. Jeg er i dag lykkelig, tør være mig selv og lever i ro, accept og balance.

Og lige netop derfor har jeg lavet dette indlæg med selvudviklingsbøger til dig. Fordi jeg selv har været gennem så smuk en rejse, og har vendt mit liv og tankegang fra ulykkelig til lykkelig, ønsker jeg at dele disse bøger med dig. De gav mig nogle af de første redskaber, der skubbede mig i den rigtige retning, og jeg håber inderligt, at disse bøger også kan hjælpe dig på vej til en smuk selvudvikling, spirituel balance og et liv levet i Nuet.

Tak fordi du havde lyst til at læse med

Jeg har planer om at lave et indlæg med podcast, talk shows og dokumentarer mm. også, så du - hvis du har lyst - kan finde endnu flere smukke videnskilder til selvudvikling og et liv i balance. Jeg har lagt en helt masse kærlighed i at skrive dette indlæg og jeg håber derfor, at det er brugbart. Du er naturligvis altid velkommen til at skrive til mig eller skrive en kommentar nedenfor.

Tusind tak for at læse med,

Knus Frede 💛

Følg mig på sociale medier

Forrige
Forrige

Vores nytårsmenu 2022 og et lille tilbageblik

Næste
Næste

10 anbefalinger - Bedste spisesteder i Mazunte