Kartoffelsuppe med rød peberfrugt

I dette indlæg finder du min opskrift på denne lækre, og supernemme kartoffelsuppe med rød peberfrugt, porre og kikærter. Den er dejlig cremet, mættende og har en dejlig rund smag.

Jeg er ret stor fan af cremede supper, og den her er bestemt ikke en undtagelse. En suppe kan være en supernem måde at lave et måltid på, der indeholder mange grøntsager, mætter dejligt, giver varmen og smager fantastisk. Især i vinterhalvåret laver vi en hel del supper, og de er typisk cremede ligesom den her. Men vi kan også snildt finde på at lave en omgang suppe på en grå sommerdag, fordi supper er simpelthen bare geniale, meget overskuelige at lave og kan næsten ikke gå galt.

Herunder finder du min opskrift på kartoffelsuppe med rød peberfrugt, porre og kikærter og den giver ca. 4 portioner.

Kartoffelsuppe med rød peberfrugt, porre og kikærter

4 personer - Samlet tid: ca. 45 min

Ingredienser:

Kartoffelsuppe:

  • Ca 1 kg kartofler 

  • 2 røde peberfrugter 

  • 200g porre (halvdelen gemmes til ‘strimler’)

  • 350-400g kikærter (kan udelades)

  • 1 mellemstort rødløg 

  • 4 fed hvidløg 

  • 1 dåse kokosmælk

  • 200ml oat creme eller tilsvarende

  • 1-2 dl vand 

  • Saft fra 1 stor citron 

Krydderier:

  • 1 ingefær-gurkemeje isterning (eller frisk ingefær og gurkemejerod, ca 1cm)

  • 2-3 spsk sød-chili sauce eller til smag

  • 1 spsk timian 

  • Salt og peber efter smag

Topping - smørstegte champignon:

  • 200g champignon

  • Smør (anvendte den fra naturli’)

  • Lidt salt

Fremgangsmåde:

  1. Snit kartofler, peberfrugt, løg og halvdelen af porren groft og kom det i en stor gryde. Pil hvidløgene og kom dem i gryden. Tilsæt kikærterne også.

  2. Kom kokosmælk, oat creme og citronsaft i gryden. Brug lidt vand til at skylle det sidste af kokosmælken og oat creme ud, og tilføj det ligeledes til gryden.

  3. Sæt gryden på medium varme og tilføj krydderierne. Når det begynder at simre, kan du skrue ned til lav varme og lade det simre i 30 min med låg på. Rør lidt af og til.

  4. Mens gryden står og simrer, snit da champignon i tynde skiver.

  5. Kom en smørklat på en pande og tilsæt champignon og lidt salt. Lad dem stege i medium varme til de har fået farve. Smag til.

  6. Når det i gryden har simret i ca 30 min, blend da suppen med stavblender. Sørg for at alt er helt blendet, så du har en lækker cremet suppe.

  7. Tag nu den anden halvdel af porren og snit den i tynde skiver (ca 3-5mm), og løs så ‘ringene’ fra hinanden ved hjælp af fingrene. Tilsæt de tynde porrestrimler til suppen og lad suppen få ekstra 8-10 min ved svag varme, mens du rører af og til.

  8. Server suppen og top med de smørstegte champignon og frisk oregano.

Serveringsforslag:

Til servering af denne suppe kan du toppe med f.eks. lidt stegte græskarkerner samt friske forårsløg eller basilikum, hvis du ønsker lidt ekstra topping eller hvis du ikke er til champignon. Jeg elsker også at toppe den med soya-ristede kikærter eller kokosbacon, begge ting kan du finde min opskrift på nedenfor:

Ønsker man tilbehør, anbefaler jeg et godt stykke fladbrød, naan brød eller focaccia.

Opbevaring:

Denne suppe kan normal vis opbevares i køleskabet i op til 4 dage. Opbevar den i en tæt beholder eller gryde med låg. Jeg anbefaler at man varmer den op inden servering.

Gode tips til denne opskrift:

  • Et par gode tips til porren
    Anvend den del af porren tættest på rødderne (den hvide del) til at lave porre-strimler, da den del af porren bliver blødest ved opvarmning. Anvend den lysegrønne del af porren, som den del der blendes med i suppen, da denne del godt kan være lidt grovere og derfor ikke giver ligeså bløde strimler.
    Hvis man ikke ønsker porre-strimler i suppen, kan man naturligvis blot tilsætte alt fra starten, så alle 200g porre blendes med i suppen.

  • Der er forskel på sød-chili sauce
    Vær opmærksom på, at der kan være forskel på styrken af forskellige søde chilisauce. Derfor anbefaler jeg, at man hellere tilsætter lidt for lidt, så smager til og så kan man jo altid tilsætte mere.

  • Ingefær-gurkemeje isterninger
    Dette er isterninger der er lavet på 200g ingefær, 100g gurkemejerod, saft fra 2 citroner og fra 2 appelsiner. Hvilket giver 18 isterninger, når jeg laver dem. Det er en af disse isterninger jeg henviser til.
    Har man ikke disse isterninger på lager, kan man i stedet anvende 10g ingefær og 5g gurkemejerod, samt lidt mere citronsaft.
    Man kan læse mere om disse isterninger i mit indlæg med hacks til 5 geniale isterninger. Kig efter ‘citrus-ingefær isterninger’.

  • Kikærter eller?
    Ønsker man ikke kikærter i suppen kan disse udelades. Jeg har endnu ikke selv prøvet med røde linser, hvide bønner eller heste bønner, men jeg tænker snildt, at man kan erstatte kikærterne med en af de tre, hvis man øsnker det.

  • Madlavningsbase: oat creme, fløde eller kokosmælk
    Oat creme kan erstattes af mere kokosmælk eller andet tilsvarende produkt, som anvendes som madlavningsbase.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Solsikkespread med bagt peberfrugt og soltørrede tomater

Næste
Næste

Golden latte overnight oats