Blomkålscurry - Krydret gryderet med blomkål

Blomkålscurry - Krydret gryderet med blomkål

Jeg elsker en god omgang curry, og der findes så fantastisk mange måder man kan lave dem på. Den her er cremet, smagsrig og med blomkål. Jeg synes en varm curry er perfekt til de kolde aftener - måske mens man sidder og putter sig i dynen på sofaen, og regnen bare tonser ned udenfor. Så idette indlæg får du min opskrift på denne varme og cremede gryderet med blomkål, rød peberfrugt og masser af smag!

Denne blomkålscurry er supernem at lave og kan laves på blot 30 minutter. Derudover er den også genial, hvis man lige har lidt grøntsager liggende, som bare skriger på at blive brugt. Har du f.eks. et par kartofler, lidt butternut squash, græskar, gulerødder, sød kartoffel, broccoli eller andet, der trænger til nyt liv, så hak dem i tern og kom dem med i denne gryderet. På den måde kan du nemlig undgå madspild.

Hvis du ønsker mere protein i denne gryderet, kan du f.eks. tilsætte kikærter, bønner, linser eller tofu.

Herunder finder du min opskrift på denne lækre og varme blomkålscurry - en dejlig varm og cremet gryderet med blomkål og rød peberfrugt. Den giver ca. 4 portioner og tager ca. 30 min at lave.

Et lille tip: kog risene imens, så kan du have aftensmad klar på ca 30 min.

Blomkålscurry - krydret gryderet med blomkål

ca. 4 personer - Samlet tid: ca. 30 min

Ingredienser:

Blomkålscurry:

  • 1 blomkålshoved (omtrent 650g)

  • 4 store tomater (omtrent 400g) eller 1 dåse hakket tomater

  • 1 rød peberfrugt

  • ½ stort rødløg

  • 3 store fed hvidløg

  • 1 forårsløg (omtrent 35g)

  • 1 dåse vandkastanjer (kan udelades)

  • 1 dåse tyk kokosmælk

  • Ca. 150g tomatpuré

  • ½ dl mandelmel (kan udelades)

  • 1 spsk olie, fx oliven- eller kokosolie

  • 1 spsk citronsaft

Krydderier:

  • 1 spsk karry

  • 1 spsk paprika

  • Lidt muskatnød efter smag

  • Salt og peber efter smag

Serveres med:

  • Ris som tilbehør

  • Evt. fladbrød eller naan brød

  • Topping: friske forårsløg og peanuts. Evt. kan du toppe med ristede græskarkerner eller kokosbacon

Fremgangsmåde:

  1. Sæt en gryde over med vand og ris. Kog risene mens gryderetten laves.

  2. Mens risene koger, snit da hvidløg, forårsløg, løg og peberfrugt helt fint.

  3. Find en stor gryde frem og kom olie, karry, paprika, løg, hvidløg, peberfrugt samt forårsløg i og sæt den på lav-medium varme.

  4. Mens gryden begynder at blive varm, snit da tomaterne helt fint (rør evt. et par gange undervejs, så det ikke brænder på). Tilsæt tomater og rør rundt.

  5. Tilsæt blomkål, kokosmælk, tomatpure, citronsaft, mandelmel og muskatnød. Rør godt rundt.

  6. Dræn vandkastanjerne, og hak dem over en gang eller to (så de halveres) og tilsæt dem til resten.

  7. Lad det simre i ca. 20 minutter under låg. Smag til med salt og evt. peber.

  8. Server med ris, evt. brød og top med friske forårsløg og peanuts.

Serveringsforslag:

Til servering af denne krydrede blomkålscurry kan du toppe med f.eks. lidt stegte græskarkerner, friske forårsløg, friske koriander, peanuts eller kokosbacon. Nedenfor finder du min supernemme og lynhurtige opskrift på kokosbacon:

Græskarkerner er bedst som topping, hvis de lige ristes på panden uden olie ved lav-medium varme til de begynder at få lidt farve.

Et stykke fladbrød eller naan brød er også rigtig lækkert som tilbehør til denne cremede gryderet med blomkål.

Opbevaring:

Blomkålscurry (gryderet med blomkål) kan normal vis opbevares i køleskabet i op til 4 dage. Opbevar din krydrede blomkålscurry i en tæt beholder eller gryde med låg. Jeg anbefaler at varme denne blomkålscurry inden servering.

Gode tips til denne opskrift:

  • Hvilke grøntsager kan jeg anvende i denne gryderet?
    Til denne blomkålscurry kan du sagtens komme lidt ekstra grøntsager i udover blomkålen, det kunne f.eks. være gulerødder, græskar eller kartofler. Alt efter hvor mange gram grøntsager du tilføjer, kan det være du skal tilføje mere væske også og evt. flere krydderier.

  • Hvorfor mandelmel i en gryderet?
    Det er med til at give lidt rund smag og gøre sovsen lidt tykkere. Hvedemel kan også anvendes, men har ikke ligeså meget næring og giver ikke en rund smag. Man kan også helt udelade mandelmel, eller alternativt tilføje lidt peanutbutter i stedet for.

  • Hvorfor vandkastanjer i denne blomkålscurry?
    Vandkastanjer er milde i smagen, men har en dejlig crunchy konsistens (og hvem elsker ikke lidt crunch?). Man kan købe dem i en lille dåse i supermarkeder som Bilka, Føtex eller lignende.

  • Kom mere protein i, jeg anbefaler..
    Hvis du ønsker mere protein i denne gryderet, kan du f.eks. komme kikærter, bønner, linser eller tofu i den. Du kan også anvende f.eks. soyakød eller ærtekød. Eller drys med græskarkerner eller jordnødder på toppen, de er begge meget proteinholdige. Derudover vil jeg lige hurtigt nævne, at der er protein i mange ting, så selvom man ikke tilføjer det, som mange anser som ‘proteinkilder’ (tofu, bønner mv.), så mangler denne gryderet altså ikke protein. Mandelmel indeholder bl.a. en del protein, da mandler er proteinrige. Broccoli, grønkål og spinat er også lækre grøntsager, som indeholder meget protein og kan anvendes i denne ret.

  • Derfor anbefaler jeg tyk kokosmælk
    Tyk kokosmælk giver den lækreste sovs. Der er mere smag og fedt i tykt kokosmælk (altså ikke-fedtreduceret kokosmælk) og derfor bliver sovsen rundere og mere cremet, når dette anvendes. Derudover tror jeg ikke på, at man skal tælle kalorier, men tror i stedet at man bør kigge på hvad der er i kalorierne. Og sunde fedtkilder, som f.eks. fra kokosnødder er essentielle for vores helbred. Derudover skal kroppen også nok selv fortælle dig, hvad du har brug for og hvor meget, hvis blot du sørger for at fodre den med godt brændstof (rene råvarer) og lytter til den. Spiser du en sund og varieret, planterig kost med fokus på rene (mindst muligt forarbejdede ingredienser) bliver du helt naturligt mæt, når du har fået nok at spise, og kommer dermed ikke til at spise for mange kalorier. Kroppen kan forholde sig til rene råvarer, og derfor regulerer den og sender dig signaler, når du giver den rene råvarer. Fodrer du den med fastfood og meget forarbejdet mad, mister den evnen til at navigere, og du vil risikere at spise mere end du har brug for (altså for mange kalorier = vægtforøjning). Så slut med at være bange for kalorier, og vær i stedet nysgerrig på hvad der er i kalorierne, og hvad de gør for din krop.

    Obs: jeg er ikke medicinsk uddannet eller har en uddannelse indenfor sundhed. Jeg baserer mine udsagn på egen erfaring, og hvad jeg gennem mange år har læst og lyttet mig til fra folk, der er meget klogere end mig.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Nemme og lækre havregrynskugler med dadler

Næste
Næste

Krydret kikærter i karry med kartofler