Overnight oats: Tips, tricks og topping

Overnights med kaffe og kakao opskrift

Det er vist ikke en hemmelig, at jeg er ret stor fan af overnight oats, og spiser en god del af dem. Derfor har jeg samlet den her guide, som indeholder tips, tricks og et hav af gode ideer til toppings.

Hvad er overnight oats

På godt gammeldaws dansk vil man direkte kunne oversætte det til “over natten havregryn”. Altså havregryn der har stået natten over. Naturligvis er der her ikke tale om blot havregryn, der står natten over - det vil der ikke ske det store ved og de ville nok være lidt tørre at tyg’ i. Der er i stedet tale om havregryn der har stået i væske og suget det til sig natten over. Typisk sammen med f.eks. chiafrø eller knust hørfrø, der begge har god sugeevne (for ikke at nævne alle de gode ting de indeholder) samt noget til at give smag f.eks. kanel, kardemomme, vanilje, kakao, kaffe, most banan eller æblemos. Væsken vil typisk være en form for plantedrik.

Jeg har også hørt nogle omtale overnight oats som køleskabsgrød, hvilket vel giver god mening, når det er en grød der har stået i køleskabet.

Deres konsistens minder om en tykt flydende grød. Og selvom overnight oats’ne også smager godt i sig selv, så er det helt klart topping det også handler om her. Masser af topping! Og gerne en masse forskelligt! Nedenfor under ‘Inspiration til topping’ kommer jeg med en del bud på hvad man kan toppe med og forskellige forslag til kombinationer.

De gode råd

  • Fin- eller grovalset havregryn?
    Jeg anbefaler at anvende finvalset havregryn, da det giver en lidt finere tekstur end hvis man anvender de grovvalset havregryn.

  • Konsistensen er for tynd
    Er konsistensen af dine overnight oats for tynde, når du tager dem ud om morgenen? Kom lidt mere havregryn i.

  • Konsistensen er for tyk
    Er konsistensen af dine overnight oats for tykke/tørre, når du tager dem ud om morgenen? Kom lidt mere væske i.

  • Rør altid dine overnigts rundt inden servering
    Rør altid dine overnight oats rundt om morgenen inden du serverer. Det er helt naturligt at overnight oats ‘skiller’ når de står natten over. Alt efter hvilke ingredienser man har puttet i, kan det nogle gange se mindre indbydende ud. Men frygt ej, hvis ikke det er fordi de har stået der i mange dage, så fejler de skam ikke noget, men trænger blot til en lille omrøring.

  • Mangler dine overnight oats smag?
    Synes du ikke helt dine overnight oats smager af noget? Så er det nok fordi du ikke har tilført så meget smag. Overnight oats lavet på kun havregryn og væske er - selv i min optik - kedelige og noget jeg helst vil undgå. Så mangler de smag, så tilsæt smag. Prøv f.eks. med kanel, vanilje, kaffe, kakao, kardemomme eller en klat peanutbutter. Jeg putter som tommelfingerregel altid minimum kanel i mine, da jeg synes det giver en dejlig smag. Ofte mikser jeg også smagene. Se nedenfor eller find en opskrift på en af mine favorit overnight oats lige her.

  • Du kan mikse smage, det læks!
    Vær ikke bange for at mikse smagene! Fx kanel, kaffe og kakao - Kanel og peanutbutter - Banan, acai og kanel.

  • Superfoods
    Vidste du at superfoods som acaipulver, camu camu pulver eller baobab pulver også kan puttes i dine overnight oats?

  • Lag-på-lag!
    Lav dem gerne i et glas hvor du har mulighed for at lægge lag-på-lag. Start f.eks. med hindbærmarmelade som det nederste lag, så et lag med overnights, så peanutbutter og hindbærmarmelade, overnights igen og slut så af med frisk frugt og en masse topping. Du kan også komme frisk frugt som nogle af lagene i mellem. Eller prøv hvor et af lagene er hjemmelavet Nutella.

  • Er du bare ikke fan af overnights? Læs alligevel
    Hvis du ikke er til overnight oats, men godt kan lide havregryn eller havre-grød, så kan du bruge inspirationen nedenfor til at toppe dem i stedet for.

Inspiration til topping

Nem og lækker overnight oats med topping

Topping: mango, grapefrugt, mandler, jordnødder, revet kokos.

Tip: Grapefrugt indeholder en del væske, så anvender du den som topping til dine overnights anbefaler jeg, at du lader væsken rende lidt fra efter du har skåret den ud og inden du lægger stykkerne på som topping.

Nem og lækker overnight oats med topping

Topping: banan, mango, kiwi, dadler, cashew nødder, mandler, revet kokos, kakaonips.

Tip: køb økologiske kiwi og skyld dem inden du skærer dem ud. Du kan nemlig sagtens spise skrællen, så lad endelig bare den side, når du skærer dem ud - så får du lidt ekstra næring.

Nem og lækker overnight oats med topping

Topping: mango, papaya, banan, rosiner, jordnødder, mandler, kokos.

Tip: Mango og papaya er ikke lokale frugter her i dk, og derfor kan man ofte ikke finde nogle ordentlige. Derfor er den her topping mere optimal, når man er ude på varmere kanter. Vi køber f.eks aldrig de to nævnte frugter, når vi er i dk, men når vi er i Mexico, spiser vi en masse.

Nem og lækker overnight oats med topping

Topping: jordbær, mango, banan, jordnødder, cashew nødder, mandler, revet kokos.

Bemærk: under toppingen kan du se nogle overnight oats der er lidt ‘tynde’ i konsistensen. Jeg foretræk-ker generelt, når konsistensen er lidt tykkere. Men det er jo subjektivt, så prøv dig frem og vær ikke bange for at eksperimentere!

Nem og lækker overnight oats opskrift

Topping: kiwi, banan, æble, hampefrø, mandler, cashews, gojibær, tørret morbær.

Tip: Tørret bær er rigtig lækkert som topping på overnight oats. Jeg anvender ofte rosiner, gojibær, tranebær eller morbær. Friske bær er dog også lækkert som topping, og man kan sagtens kombinere de to.

Nem og lækker overnight oats opskrift

Topping: æble, bagt rabarber-stykker, bananbrød i små tern, cashews, kakao nips.

Tip: Ja, det lyder måske liiidt skørt at putte bananbrød på sine overnight oats som topping, men faktisk er det ret lækkert. Det kan også bruges som topping på nice cream. Obs: jeg har kun forsøgt med mit hjemmebagte bananbrød, så skal ikke kunne sige om det duer med andre typer bananbrød også.

Nem og lækker overnight oats opskrift

Topping: mandler, cashews, gojibær, kakaonips.

Tip: Den her vil jeg nok kalde den ‘helt simple version’. Generelt foretrækker jeg en blanding af frisk frugt/bær, nødder og tørret bær som topping på mine overnight oats. Derudover tilføjer jeg også ofte kakaonips eller frø som f.eks. hampefrø. Men har man ikke så meget frisk liggende, så kan det her sagtens gå an.

Nem og lækker overnight oats opskrift kaffe

Topping: friske blåbær, friske jord-bær, cashews, paranødder, morbær, gojibær og kakaonips.

Tip: Super topping-blanding, og perfekt i sommermåneder, hvor haven måske bugner af både jordbær og blåbær. Eller i hvert hvor det er sæson for de to bær. Jeg havde her købt mig til blåbærerne, men jord-bærerne var fra haven - det synes jeg altid lige gør det en tand hyggeligere.

Nem og lækker overnight oats opskrift kakao

Anret i et (højt) glas! Lag-på-lag!

Topping: bananskiver, peanutbutter, hindbærmarmelade, gojibær, morbær og cashews. Derudover er der i bunden og i midten et lag med peanutbutter og hindbærmarmelade.

Tip: Det her er en super måde at anrette på, hvis man f.eks. skal have gæster til brunch. Det giver nemlig lige lidt mere ‘wow-effekt’, når det er anrettet i et glas end ‘blot’ en skål.

Andre toppings forslag:

(Udover de allerede nævnte)

  • Peanutbutter eller anden nøddesmør

  • Hjemmelavet Nutella

  • Marmelade eller syltetøj

  • Andre nødder - fx makademia eller paranødder

  • Andre bær - fx blåbær, brombær, hindbær eller reps

  • Andet frugt - fx pære, vindruer, nektariner eller appelsiner (for appelsiner gælder samme princip for væsken som for grapefrugt, se overfor).

  • Hakket chokolade

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Nice Cream: Tips, Tricks & Toppings

Næste
Næste

Overnight oats med kaffe og kakao