Acai bowl med hele baduljen

Opskrift på nem acai bowl nice cream

Det her er en af de der ‘nøj den smager syndig’ acai bowls, men faktisk er den stadig proppet med godter. Denne acai bowl (acai nice cream) er virkelig lækker, smagfyld og rimelig smovs med den klat choko-brownie is, der også lige er brugt som topping. Haps! Så i dette indlæg får du min nemme opskrift på denne acai bowl med hele baduljen.

Det er vist ikke nogen hemmelighed at vi spiser rigtig (læs: riiiiiiigtig) mange nice cream og smoothies. Det gør vi både fordi smoothies og nice cream er geniale som dessert, men også fordi det er en nem og lækker måde at få en masse frugt og/eller grønt på. Plus fordi smoothies og nice cream er supernemme at lave og smagfulde. Så uanset om vi er i Danmark eller rejser omkring, så er det en af de ting vi laver igen og igen. Især når vejret er lunt og solen skinner, så er det næsten sikkert, at der ryger mindst en smoothie eller nice cream ned i løbet af dagen.

Den her acai bowl med bær og avocado er dejlig cremet, lækker og smagfuld. Og selvom acai bowls (og nice cream) allerede er en slags is, så er den her toppet med endnu en is - nemlig en klat choko-brownie is fra Naturli’. Denne acai bowl er fyldt med god næring fra bl.a. bær, avocado, bønner, acai og spirulina. Smagen er dejlig sød og rund.

Herunder finder du min nemme opskrift på acai bowl med hele baduljen, som smager fantastisk, mætter godt og indeholder masser af vitaminer og næring. Den tager blot et par minutter at lave.

Obs: sørg for at din acai nice cream er heeeelt blendet inden servering, så får du nemlig det bedste resultat og den mest cremede acai bowl.

Acai bowl med hele baduljen

2 acai bowls - Samlet tid: ca. 3 min

Ingredienser:

  • 250-300g frosne bananstykker

  • Ca. 50g frosen avocado

  • Ca. 100g frossen blåbær

  • 2 dadler (kan udelades)

  • 2-3 kokosisterninger

  • Ca. 40g kikærter (kan udelades)

  • 1-2 tsk acai pulver

  • En lille smule spirulina (kan udelades)

  • Ca. 5 dl plantedrik eller til ønsket konsistens

Topping:

  • Mandler, cashew nødder, gojibær, tørret morbær, kakaonips, evt chunks af bananbrød og 2 scoops choko-brownie is (den fra Naturli’) per skål.

Fremgangsmåde:

  1. Kom alle ingredienser i blenderen og blend det til en ensartet cremet masse.

  2. Top din acai bowl med de anbefalede toppings eller top med hvad du lige ønsker/har liggende.

Gode tips til denne opskrift:

  • Kan jeg lave min acai bowl til drikbar smoothie?
    Ønsker du den som drikbar smoothie, så kom mere væske i. Er den omvendt blevet for tynd, så kom flere isterninger i eller mere frosen banan.

  • Andre toppings-forslag til denne acai bowl
    Toppings-mulighederne er uendelige til denne acai bowl. Jeg anbefaler foruden de allerede nævnte bl.a. bær, frisk frugt, nødder, rosiner, hakket chokolade, dadler eller den her chokoladegranola eller den her banan-granola. Ps en klat hjemmelavet Nutella er også vanvittig god ovenpå.

  • Kan jeg skifte blåbærene ud med andre bær?
    Du kan snildt udskifte blåbærene med et bærmix, jordbær, brombær eller andre lignende bær i denne opskrift. Ønsker man meget bær smag, kan noget af bananen også erstattes af bær. Jeg anbefaler dog min. 180g banan, da banan er med til at gøre den cremet.

  • Prøv med lidt ingefær
    Ingefær er også virkelig lækker i denne acai bowl. Jeg anbefaler et stykke frisk ingefær på ca 1cm på alle led, eller en af de her ingefær-citrus-isterninger.

Har du spørgsmål til denne opskrift på acai bowl, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Bananpandekager på plantedrikspulp

Næste
Næste

Nutellakugler med kaffe og kokos