Koldhævede grovboller, nemme og æltefri

Nemme æltefrie grovboller koldhævede

Dette indlæg indeholder reklamelink til Suztain.com.
Hvorfor? Bare rolig, det koster dig intet - naturligvis.

I dette indlæg får du min opskrift på nogle virkelig nemme æltefrie grovboller. De er lækre bløde og svampede indvendigt og dejligt sprøde udvendigt. Plus de holder sig friske og bløde i flere dage. Så i dette indlæg får du min nemme opskrift på æltefrie grovboller, der koldhæves natten over (eller i mindst 6 timer).

Disse æltefrie grovboller smager skønt og er simpelthen så nemme at lave. De skal hverken æltes eller formes - så du slipper for mel på bordet og dej på hænderne, juhu! Du skal blot røre dejen sammen, lad den hæve, klat ud på et stykke bagepapir og i ovnen. Voila så er der lækre, friskbagte boller - måske på en hyggelig weekendmorgen?

Jeg sætter altid dejen over om eftermiddagen eller aftenen dagen inden jeg bager bollerne, så de kan få god tid til at koldhæve natten over. Om morgenen bager jeg dem i en forvarmet ovn.

Herunder får du min opskrift på nemme æltefrie grovboller, som er koldhævede. De her grovboller er nemme at lave, hurtige at røre sammen og perfekt til en weekendmorgen, med i madpakken, til brunchgæsterne eller en eftermiddags snack. Min opskrift på nemme koldhævede og æltefrie boller giver ca. 18 boller. Disse æltefrie grovboller tager blot 5 minutter ar røre sammen, og så skal de helst hæve i 10-20 timer inden du bager dem.

Nemme, æltefrie og koldhævede grovboller

ca 18 boller - Samlet tid: 5 min. at røre sammen + hævetid + bagetid

Ingredienser:

  • 10 dl koldt vand

  • 15g gær

  • 2 spsk kokossukker (eller raffineret sukker)

  • 4 spsk olivenolie

  • 150g solsikkekerner

  • 300g rugmel

  • 200g grahamsmel

  • 100g kikærtemel (kan erstattes af anden meltype)

  • 300g hvedemel

  • Salt til smag (jeg anvender ca 10-12g, da jeg generelt spiser lidt salt. Mange vil nok foretrækker 15-20g)

Fremgangsmåde:

  1. Tilsæt vand, gær og sukker i en stor skål og rør rundt ind til al gær er opløst.

  2. Tilsæt alle de andre ingredienser og rør ind til al mel er rørt helt ind i dejen.

  3. Dæk skålen med et viskestykke og lad den stå på køkkenbordet i ca. 60-90 minutter.

  4. Sæt skålen (med viskestykke henover) i køleskabet natten over eller i mindst 5-6 timer. Jeg anbefaler at lade dejen koldhæve i 10-20 timer.

Bagning:

  1. Tænd ovnen på 220 grader over- og undervarme. Hav en bageplade i midten samt en bageplade i nederste rille af ovnen.

  2. Kog ca. 1 liter vand i en elkedel og hav klar.

  3. Læg et stykke bagepapir ud på en bagerist.

  4. Når ovnen er varm ‘klattes’ bollerne ud på bagepapiret. Anvend en våd spiseske til at samle en klat dej op fra skålen og læg den over på bagepapiret.

  5. Flyt bagepapiret med bollerne over på den varme bageplade i midten af ovnen. Du kan med fordel tage bagepladen ud og stille den på et par varmebrikker. Tag så bageristen over til bagepladen og hiv bagepapiret med bollerne ned på bagepladen, mens du trækker bageristen bagud langs bagepladen. Hold bageristen tæt på bagepladen, når du gør dette.

  6. Sæt bagepladen med bollerne tilbage i midten af ovnen, og hæld halvdelen af det kogte vand i den nederste bageplade. Lad bollerne bage i ca. 8 minutter.

  7. Tag den nederste bageplade ud af ovnen, sæt ovnen på varmluft og bag bollerne i yderligere ca. 10 minutter til de er flotte gyldne/brune.

  8. Gentag bageprocessen indtil du har bagt alle bollerne (jeg bager typisk 9 grovboller af gangen. Dvs i 2 omgange i alt)

  9. Tag bollerne ud og server dem lune med det samme eller lad dem køle ned til opbevaring.

Opbevaring:

Jeg anbefaler at opbevare disse æltefrie grovboller pakket ind i et bivokspapir. Således bevarer de bedst muligt fugten uden at blive hurtigt mugne. Ellers kan de opbevares i en pose eller kommes på frys. Husk at bollerne skal være helt afkølet inden de pakkes ind.

Serveringsforslag:

Disse nemme æltefrie grovboller er lækre sammen med f.eks. en omgang hjemmelavet nutella, marmelade, avocado og scrambled tofu eller andet skønt pålæg. De kan også sagtens anvendes til at lave en lille sandwich med, eller du kan servere dem på brunchbordet sammen med f.eks.:

Gode tips til min opskrift på æltefrie grovboller:

  • Anvend en våd ske til at fordele bollerne
    Når du anvender en våd ske til at fordele bollerne, undgår du, at dejen bliver fuldstændigt klistret ind i skeen. Jeg finder altid et glas frem og fylder det med vand. Dyb skeen i glasset inden hver grovbolle du fordeler ud på bagepapiret.

  • Husk at tjekke hvilken temperatur dit bagepapir kan holde til
    Mit bagepapir kan holde til maks 220 grader og derfor bager jeg bollerne ved 220 grader. Har du noget bagepapir, der kun kan holde til en lavere temperatur, så bag ved denne temperatur (og giv evt. bollerne et minut eller 2 mere).

  • Kan jeg bruge andre meltyper?
    Du kan sagtens anvende andre typer mel, jeg anbefaler dog at anvende de nævnte, da det giver en lækker smag og luftighed på bollerne. Men du kan sagtens anvende f.eks. fuldkorns speltmel, boghvedemel eller grahamsmel til denne opskrift på nemme æltefrie grovboller.

  • Kan jeg bruge andre kerner?
    I stedet for solsikkekerner kan du sagtens anvende andre kerner eller nødder - f.eks. græskarkerner, hakkede mandler, ristede og hakkede hasselnødder mm.

Velbekommen! Håber du får glæde af min opskrift. Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift på disse nemme, koldhævede og æltefrie grovboller allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Nem og lækker svamperisotto

Næste
Næste

Chokoladebrud med nødder, dadler og peanutbutter