Knasende BBQ Tofu

Uanset om du er kæmpe fan af tofu (som mig) eller ikke særlig stor fan af tofu, så er de her knasende bbq tofu helt geniale. Og i det her indlæg får du min opskrift på dem.

De er smovset, de er knasende og de er fulde af lækker smag! Og faktisk er de her knasende bbq tofu-stykker så sprængtfyldt af smag, at tofu-smagen forsvinder. Så skal du, eller nogen du kender, introduceres til tofu, så er det her måske den helt rigtige sag at starte med. Og mangler du blot lidt inspiration til flere måde du kan bruge din tofu på, så er de her knasende bbq tofu også noget for dig!

Herunder får du min opskrift på knasende bbq tofu, de er nemme at lave og denne opskrift giver knasende bbq tofu til 2-3 personer.

Knasende BBQ Tofu

Tilbehør til 2-3 personer - Samlet tid: ca. 30 min

Ingredienser:

  • 1 pakke fast tofu (ca 200 g)

  • ca. 150g bbq sauce (50:50 smoked og almindelig)

  • ½-1 tsk (røget) paprika

  • ½-1 tsk tørret basilikum

  • ca. 50 g cornflakes eller til behov

  • Lidt mel

  • Godt med olie til stegning

Fremgangsmåde:

  • Skær tofuen ud i 4 tynde skiver eller i tern på ca 2x2x2cm.

  • Rør bbq sauce, paprika og basilikum sammen i en skål.

  • Hak/kvas cornflakes til lidt mindre stykker, enten med dine fingre eller ved hjælp af en morter. De skal ikke blive til støv, men blot blive til lidt mindre stykker. Hæld dem i en skål.

  • Klem vandet ud af tofuen. Gøres ved at skære tofuen ud i ønsket form og størrelse og så tage et rent viskestykke. Læg tofuen på viskestykket og fold så viskestykket over tofuen. Pres ned med håndkraft og voila. (obs: tofu skal ligge i kun et lag)

  • Vend tofuen i melet. Børst overskydende mel af tofu-stykket således, der kun er et helt fint tyndt lag mel på dem (ellers kan bbq-saucen ikke hænge fast).

  • Vend så et stykke tofu af gangen i bbq-saucen, og efterfølgende i de ‘hakket’ cornflakes.

  • Kom tofuen på en forvarmet pande i rigeligt af olie (jeg anvender kokos-olie). Steges ved lav-medium varme i et lag ind til de er gyldne og dejlig knassende. Laver du tern skal du vende dem, så alle sider bliver stegt. Laver du de store tynde skiver, skal begge sider steges. Du vil evt. være nødt til at stege dem over et par omgange, hvis din pande ikke er stor nok.

Serveringsforslag:

Knasende bbq tofu er godt at servere sammen med næsten alle slags salater, Buddha bowls og måltidssalater. Derudover kan knasende tofu også serveres i pandekager, tacos, sandwich mm. Herunder finder du nogle af mine opskrifter, som knasende bbq tofu er godt sammen med.

Opbevaring:

Knasende bbq tofu kan normal vis opbevares i en tæt beholder i køleskabet op til 3-4 dage.

Gode tips til denne opskrift:

  • BBQ-sauce
    Der findes mange forskellige typer bbq-sauce, så husk at smage til og prøv dig frem. Og husk at jo mere bbq-sauce du kommer på dem, jo mere smag får de også. Men svømmer de fuldstændig i bbq-sauce kan det være svært at styre dem, når de trilles i cornflakes’ne eller vendes på panden. Løber du tør for bbq-sauce, så lav blot lidt mere blanding. Der kan være forskel på hvor meget bbq-sauce man har brug for alt efter hvordan man skærer tofuen ud.

  • Min bbq-sauce hænger ikke ordentligt fast?
    Har du problemer med at bbq-saucen ikke hænger ordentligt ved, så skyldes det højst sandsynligt, at der er for meget mel på tofu-stykkerne. Du kan evt. lade være med at trille dem i mel eller børste mere mel af inden de vendes i bbq-saucen.

  • Vær lidt forsigtig når..
    .. du laver de her knasende bbq tofu. Hvis man ikke rammer det gode forhold mellem mel, bbq-sauce og cornflakes, kan de være lidt svære at flytte rundt på eller vende på panden. Men prøv dig frem, de er ikke svære at lave og må godt være lidt gefühlen. Mine råd er: børst mel godt af, godt med bbq-sauce men ikke så de svømmer helt og tril tofu-stykkerne i cornflakses ved at trække skålen i cirkler. Se forklaring herunder:

  • Slyng din tofu og cornflakes, som du slynger dit glas vin
    Ja, du læste rigtigt. Når du lægger et stykke bbq-sovset tofu i skålen med cornflakes, så træk skålen rundt i en cirkel, mens den står på bordet (nærmest som at slynge vin i et glas). På den måde får du nemt trillet tofu-stykket i cornflakes, og cornflakes’ne bliver samtidigt presset lidt ind i sovsen, hvilket gør dem nemmere at styre på panden.

  • Røget tofu
    Du kan også anvende røget tofu til at lave dem.

  • Andre måder at skære tofuen på
    Du kan skære tofuen ud på mange forskellige måder. Det er samme fremgangsmetode, uanset hvordan du vælger at skære tofuen ud.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Føl mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Hjemmelavet banangranola

Næste
Næste

Crunchy BBQ sandwich