Pulled Jackfruit med BBQ
Du har måske har du hørt om pulled pork, men har du hørt om pulled jackfruit? Pulled jackfruit er et fantastisk smagfuldt og grønt alternativ til pulled pork. I dette indlæg får du min opskrift på bbq pulled jackfruit. Opskriften finder du lidt længere nede på siden.
Pulled jackfruit er super nemt at lave, yderst smagfuldt og kan anvendes sammen med mange ting - f.eks. burgers, pålæg, tacos, pizza, som tilbehør til en ret eller i en mættende salat. Jeg lavede også bbq pulled jackfruit forleden til min familie, da de alle var forbi i forbindelse med min fødselsdag - der fik vi pulled jackfruit sammen med en masse forskelligt grillmad. Og alle - 8 ud af 8 - kunne lide det.
Den her opskrift på pulled jackfruit er lavet med en omgang bbq sauce til at give godt med smag. Jeg anvender altid både røget og almindelig bbq sauce, da dette giver den allerbedste smag, synes jeg.
Bbq pulled jackfruit kan også anvendes som pålæg, i tacos, madpandekager, pitabrød, sandwiches, i empanadas eller som tilbehør til en måltidssalat, buddha bowl eller mange andre retter.
Herunder finder du min nemme opskrift på bbq pulled jackfruit. Denne opskrift giver pulled jackfruit til ca 4 personer og tager ca 40 min at lave, da pulled jackfruit skal have ca. ½ time i ovnen.
Pulled Jackfruit
1 portion pulled jackfruit (tilbehør til ca. 4 personer) - Samlet tid: ca. 40 min
Ingredienser:
2 dåser jackfruit (young jackfruit)
1 dåse hakket tomat (evt. med krydderurter)
1-2 fed hvidløg
1 rødløg
60g smoked BBQ sauce
60g BBQ sauce
1 tsk paprika
1 tsk røget paprika
Evt. lidt pepper og salt
Fremgangsmåde:
Åben dåserne med jackfruit og hæld væsken fra. Hæld så jackfruitkødet ud i et fad og skil stykkerne ad i mindre bider (jeg plejer at ‘mosse’/pille hvert stykke for sig til mindre stykker). Klem det sidste af vandet ud af jackfruit kødet og hæld det fra.
Hak løg og hvidløg fint og kom med i fadet.
Hæld resten af ingredienser i fadet og rør godt rundt.
Kom det i ovnen ved 180 grader varmluft i ca 30-40 minutter eller til væsken er væk og toppen er begyndt at få farve. Vælg et fad, således laget bliver ca. 3 cm tykt.
Serveringsforslag:
Bbq pulled jackfruit er godt at servere sammen med rigtig meget - Buddha bowls, måltidssalater, grillmad, i pandekager, empanadas, sandwiches, tacos eller på frokostmaddere. Herunder finder du nogle af mine opskrifter, som bbq pulled jackfruit er godt sammen med.
Opbevaring:
Pulled jackfruit kan opbevares i køleskabet i op til 4 dage, hvis det opbevares i en tæt beholder med låg. Jeg anbefaler at varme sin bbq pulled jackfruit inden man spiser det, men det kan også spises kold.
Gode tips til at lave bbq pulled jackfruit:
Husk at smage til
Der findes mange forskellige slags BBQ-sauce, så husk at smag til og vær ikke bange for at prøve dig frem.Har du ikke smoked BBQ-sauce?
Har du ikke smoked BBQ sauce og/eller røget paprika kan du erstatte dem med alm. BBQ sauce/paprika - men jeg synes det bliver lækrest, når det får lidt røget smag også.Jeg vil gerne have endnu mere røget smag
Vil du have endnu mere røget smag, kan du tilføje 1 tsk røget paprika mere eller kun anvende røget paprika.Hvilken jackfruit skal man anvende?
Det er vigtigt, at det er ‘young jackfruit’ du anvender. Den anden type jackfruit er modnet længere, og er derfor også meget sødere i smagen og bruges normalt til desserter.
Jeg har kun prøvet at lave det med dåse-jackfruit, men jeg tænker snildt man kan lave det med frisk jackfruit også - så længe det bare er ‘young jackfruit’. Dåse-jackfruit er dog normaltvist det nemmeste at skaffe her i Danmark, og det er derfor altid det jeg har anvendt.
Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig nedenfor. Har du prøvet min opskrift på bbq pulled jackfruit allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker nemlig at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳