Rødbederåkost med æble (rødbedeslaw)

Rødbederåkost - Råkost med rødbede og æble (rødbedeslaw)

I dette indlæg får du en skøn opskrift på rødbederåkost, også kaldet rødbedeslaw. Min opskrift på rødbederåkost er supernem at lave og tager blot 10 minutter.

Råkost med revet rødbede og æble har en dejlig frisk smag, Den er supergod som tilbehør til meget forskelligt, som fyld i f.eks. en pita eller del af en buddha bowl. Rødbederåkost er faktisk også lækkert oven på en frokostmad, i en taco eller som tilbehør til grillbordet.

Den her rødbederåkost har en dejlig frisk smag fra æble og citron, mætter dejligt, nærer kroppen skønt og så er den superbillig at lave. Jeg skræller aldrig mine rødbeder, og det har jeg heller ikke gjort til denne råkost. Det ændrer nemlig ikke på smagen, men til gengæld får man ekstra næring med i sin råkost, når man lader skrællen komme med. Så snup de økologiske rødbeder, vask dem grundigt og så er det fjong. Det samme gælder naturligvis for æblet.

Herunder finder du min opskrift på en nem, hurtig og smagsrig råkost med revet rødbede og æble. Min opskrift på rødbederåkost tager 10 minutter at lave og rækker som tilbehør til ca. 6 personer.

Et lille tip: Forbered denne rødbederåkost som foodprep op til nogle dage, hvor du har travlt. Så har du et dejligt ‘færdiglavet’ grønt indspark til din mad.

Rødbederåkost med æble

Tilbehør til ca. 6 personer - Samlet tid: ca. 10 min

Ingredienser:

  • 2 rødbeder (ca 350g)

  • 1 æble (ca 160g)

  • 1 spsk mayo

  • 1 tsk olivenolie

  • 1,5 spsk citronsaft

  • 30g solsikkekerner

  • Lidt ekstra solsikkekerner + lidt friske krydderurter til pynt

Fremgangsmåde:

  1. Vask rødbeder og æblet grundigt. Riv dem med rivejern ned i en stor bøtte eller skål.

  2. Tilsæt de andre ingredienser og rør det grundigt sammen.

  3. Smag til og top med lidt ekstra solsikkerkerner og evt. lidt friske krydderurter. Server eller stil det på køl i en lukket beholder, klar til servering på en travl dag.

Serveringsforslag:

Denne rødbederåkost er superlækker at servere sammen med meget forskelligt - f.eks. som tilbehør til grillbordet, som en del af buddha bowls, til pitabrød eller tacos. Nedenfor finder du nogle af mine opskrifter, som denne rødbederåkost går godt sammen med:

I stedet for solsikkekerner, kan du servere din rødbederåkost med græskarkerner. Du kan også komme lidt rosiner eller tranebær i denne rødbederåkost, for at give lidt sød bid.

Opbevaring:

Denne rødbederåkost kan normaltvist holde i køleskabet i op til 4 dage eller længere, hvis den opbevares i en lukket beholder med låg.

Gode tips til denne rødbederåkost opskrift:

  • Solsikkekerner eller græskarner
    Du kan sagtens udskifte solsikkekernerne med græskarkerner, hvis du foretrækker dette.

  • Kom lidt rosiner eller tranebær i
    Vil du have lidt ekstra sød bid i din rødbederåkost, så prøv at kom lidt rosiner eller tranebær i.

  • Lav denne råkost som foodprep
    Denne råkost med revet rødbede og æble er genial som foodprep. Jeg har ofte lavet den om søndagen, så jeg havde den som nem færdiglavet tilbehør til dagene efter.

  • Kom lidt gulerod i
    Har du en gulerod, der trænger til at blive brugt? Så vær ikke bange for at komme dem med i denne rødbederåkost. Du kan også udskifte en af rødbederne med tilsvarende mængde gulerod eller erstatte æblet med gulerod. Jeg foretrækker dog æble i min rødbederåkost, da det giver en dejlig frisk og sødlig smag til råkosten. Men prøv dig frem og se hvad du foretrækker, vores smagsløg er ikke ens 😊

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min nemme opskrift på råkost med revet rødbede og æble (rødbedeslaw) allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Hvidløgsdressing med timian (hvidløgsspread)

Næste
Næste

Cremet rødbedesuppe med sød kartoffel