Hjemmelavede snickersbarer

Snickersbarer - nem opskrift på hjemmelavede snickers

Snickersbarer, fordi de mildest talt er fuldstændig vanvittig geniale! Så i dette indlæg får du min nemme opskrift på disse vanedannende snickersbarer.

Det er ikke en hemmelighed at jeg er stor fan af både chokolade, peanutbutter og dadler. Og kombinerer man de 3 sager i form af snickersbarer, så synger mine smagsløg altså! De her hjemmelavede snickersbarer er naturligt søde fra dadlerne, har lidt crunch fra peanuts og chokoladen, og er fyldt med en skøn snickerssmag.

Jeg skærer som regel mine hjemmelavede snickersbarer ud i størrelsen ca 3x4cm, men du kan sagtens vælge en anden størrelse, hvis du foretrækker dette. Derfor kalder jeg også ofte mine snickersbarer for snickers squars, da de minder om en lille firkant. Du kan også vælge at skære dem ud inden chokoladen hældes over, og i stedet dyppe dem i chokolade, så de bliver indsvøbt i chokolade. Dypper du dine snickersbarer i chokolade, skal du anvende ca. halvanden til 2 gange så meget chokolade.

En sidste fantastisk ting ved de her kodylgode hjemmelavede snickersbarer er, at de er lavet på ene af gode råvarer. Plus så kan de fryses ned, så man altid liiige kan snuppe sig en, når lysten kalder. Jeg når dog sjældent at få mine snickersbarer frossent ned, da de bliver hapset inden da.

Herunder finder du min opskrift på hjemmelavede snickersbarer, som jeg også nogle gange kalder snickers squares, fordi jeg foretrækker dem som en lille hapser, fremfor en lang snickersbar. Den her opskrift giver ca. 20 stk snickers squares og tager ca. 45 min at lave.

Et lille tip: start med kun 1 spsk vand og se an. Kommer du for meget vand i, vil dine snickersbarer blive for bløde. De smager i så fald stadig godt, men kan være lidt sværere at styre, når de skal skæres ud samt spises.  

Hjemmelavede snickersbarer

ca 20 stk snickersbarer - Samlet tid: ca. 45 min

Ingredienser:

Første lag: 

  • 8 juicy dadler

  • 20g havregryn

  • 20g mandelmel

  • 15g kokosolie

  • 1-2 spsk kogt vand

Andet lag:

  • 10 juicy dadler

  • 33g peanutbutter

  • 2 tsk kakaopulver

  • 10g kokosolie

  • 1-2 spsk kogt vand

Tredje lag:

  • 50-60g peanuts

Fjerde lag:

  • 60g mørk chokolade, jeg anvender min. 70%

Fremgangsmåde:

  1. Første lag: blend alle ingredienser til en nogenlunde ensartet masse. Start med kun 1 spsk kogt vand og se an, da du kan risikere at laget bliver meget blødt, hvis du kommer for meget vand i. Smør massen ud på et stykke bagepapir, så det fylder ca 20x12cm. Sæt det på køl, mens du går videre til at lave andet lag.

  2. Andet lag: samme fremgangsmåde som første lag. Blend til ensartet masse og smør det så forsigtigt ud ovenpå det første lag. Start igen kun med 1 spsk vand.

  3. Tredje lag: Drys peanuts udover så de lægger jævnfordelt oven på de to lag.

  4. Fjerde lag: smelt chokoladen ved vandbad, sørg for at det ikke bliver for varmt. Fordel det på toppen, og smør det forsigtigt ud så det dækker. Stil evt. de foreløbige 3 lag på køl mens du smelter chokoladen, så lagene bliver fastere og nemmere at skære ud senere hen.

  5. Skær dem ud i ønsket størrelse med det samme eller stil det hele på køl igen efter chokoladen er kommet på i 10-15 min og skær det så ud.

  6. Sæt dine snickersbarer på køl igen, så chokoladen kan få lov at stivne helt og barerne kan blive fast. Server dem så.

Serveringsforslag:

Nyd disse snickersbarer til en kop god kaffe, lækker thé, friskpresset juice eller måske sammen med et helt kage- eller dessertbord. Du kan finde min opskrift på nem og smagfuld iskaffe lige her, eller finde min opskrift på iskold matcha latte her.

Opbevaring:

I køleskabet kan de her snickersbarer normal vis opbevares i ca. en uge. Opbevar dine snickersbarer i en lukket beholder. I fryseren kan de normal vis opbevares i et par måneder. Her bør de ligeledes opbevares i en lukket beholder. Lægger du dine snickersbarer i lag, så anbefaler jeg et komme et stykke bagepapir eller lignende i mellem, så de ikke fryser til en stor klump.

De gode tips:

  • Nemmere at skære ud og mere faste.
    Får det ikke lov at komme på køl, mens du laver snickersbarerne, så kan de være svære at skære ud, da de så vil være ret bløde. Når de kommes på køl bliver de fastere. Jeg anbefaler derfor at sætte disse snickersbarer på køl i mindst ½ time før du serverer dem.

  • Derfor skal du anvende juicy dadler
    Juicy dadler er som det lidt ligger i ordet dejlig juicy. De er bløde, søde og har en rigtig dejlig smag. Fordi de har en juicy, blød konsistens er de meget nemmere at blende end nogle andre typer dadler, hvilket er en fordel i denne opskrift.

  • Sådan gør du hvis du vil dyppe dem i chokolade i stedet for
    Ønsker du at dine snickersbarer eller snickers squares skal dyppes i chokolade i stedet for kun at have det på toppen, så skal du blot gøre følgende: stil det på køl efter 3. lag er lavet (gerne i 1 time, så det kan få lov til at blive ordentligt fast). Tag det så ud og skær i ønsket størrelse. Dyb dem i smeltet chokolade og sæt dem på et fad eller tilbage på bagepapiret. Stil dem på køl så chokoladen kan få lov at stivne og server så.
    Husk: du skal anvende 1,5 til 2 gange så meget chokolade, når du dypper dem i chokolade fremfor når det kun kommer på toppen.

  • Saltede eller usaltede peanuts?
    Du kan sagtens anvende både saltede og usaltede peanuts. Det er en smagssag hvad man foretrækker i sine snickersbarer.

  • Derfor skal du anvende kogt vand og ikke koldt eller lunkent vand
    Kokosolie smelter, når det kommer over stuetemperatur, og derfor smelter det ligeledes, når du tilsætter lidt kogt vand. Dette er en fordel for det gør massen nemmere at blende. Når snickersbarerne sættes på køl bagefter vil kokosolie blive helt fast og hård, og dette er derfor med til at gøre snickersbarerne faste, så de ikke ’gratter’ udover det hele, når man hapser en med fingrene. Det er pga. denne egenskab ved kokosolie, at jeg anvender det i mine hjemmelavede snickersbarer.

  • Åh åh, er du kommet til at komme for meget vand i?
    Er du kommet til at putte lidt for meget vand i og har du nået at opdage det inden du har smurt laget ud, så tilsæt 5g kokosolie mere og evt. 1 dadel eller 2 mere alt efter, hvor meget vand du er kommet til at putte i.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Cremet linsegryde i efterårets tegn

Næste
Næste

Kartofler vendt i hjemmelavet basilikumspesto