Ajvar - Nem og lækker grøntsagsdip
Ajvar - ah hva’ for en? Okay, jokes aside: Ajvar er en cremet, grøntsagsdip oprindelig fra Balkan-køkkenet. Denne ajvar er drønlækker, smagsrig og supernem at lave! Så i dette indlæg finder du (lidt længere nede på siden) min nemme opskrift på en drønlækker omgang ajvar.
Ved ajvar gælder der lidt samme princip, som ved babaganoush: keep it simple!
Jeg har læst mig til at den oprindelige ajvar består af kun 4 ting: rød peberfrugt, solsikkeolie, salt og lidt eddike. Der findes dog mange andre variationer af ajvar også. Den opskrift på ajvar du får her, er med aubergine og lys tahin.
Den oprindelige ajvar laves typisk hvor peberfrugterne bages over åben flamme eller grill, så de får lidt røget smag. Ajvar laves også typisk uden skrællen fra peberfrugterne og auberginen, men jeg synes personligt at skrællen giver lidt ekstra tekstur - plus anvender man økologiske grøntsager, så er der en masse god næring i skrællen, som ville være en skam at gå glip af.
Herunder finder du min nemme opskrift på ajvar, som tager ca 40 minutter at lave, da aubergine og peberfrugt skal have ca. 30 minutter i ovnen.
Ajvar
1 portion ajvar - Samlet tid: ca. 10 min + 25-30 min i ovnen
Ingredienser:
2 store røde peberfrugter
1 aubergine
Saften fra ½ citron
1 lille fed hvidløg
3 spsk lys tahin
Evt. lidt salt efter smag
Fremgangsmåde:
Rens og snit auberginen og peberfrugterne. Snit dem så du får 4 lige store stykker ud af hver (snit auberginen på langs).
Kom dem i ovnen ved 200 grader varmluft til de er blevet brune og gennembagt. De skal have ca 25-30 minutter i ovnen.
Lad peberfrugterne og auberginen køle lidt af.
Når de er delvist nedkølet, kan du komme dem og alle de andre ingredienser i blenderen og blende til du har en cremet masse. Hver opmærksom på, at både peberfrugter og auberginer fås i forskellige størrelser, så smag din ajvar til og prøv dig frem, hvis du føler at den ‘mangler noget’.
Server din ajvar med f.eks. lidt frisk forårsløg og granatæblekerner på toppen.
Serveringsforslag:
Ajvar er rigtig lækkert at servere sammen med Buddha bowls, måltidssalater, som smørelse, dip eller som ekstra tilbehør til f.eks. grillmad. Herunder finder du nogle af mine opskrifter, som ajvar er gode sammen med.
Opbevaring:
Ajvar kan normaltvist opbevares i køleskabet i op til 4-5 dage, hvis du opbevarer din ajvar i en tæt beholder med låg.
Gode tips til denne opskrift:
Hvordan giver jeg min ajvar lidt røget smag?
Ønsker du lidt røget smag i din ajvar, men har ikke mulighed for at komme peberfrugterne og auberginen på grillen, så prøv med lidt røget paprika.Jeg anvender altid lys tahin
Den jeg bruger er i en hvid plastikbeholder med grønt låg, og den kan købes i bl.a. bilka. Den lyse tahin er mere cremet og rund i smagen, derfor anvender jeg altid den.Med eller uden skræl
Jeg foretrækker altid at bruge skrællen på mine grøntsager og frugter (dem hvor skrællen kan spises), da der sidder en masse god næring ved skrællen, som jeg gerne vil have glæde af. Når man kommer skrællen med i sin ajvar giver det lidt mere tekstur til grøntsagsdippen og ens ajvar er samtidig lidt hurtigere at lave, fordi man ikke skal stå og pille skrællen af. Er man mere til en heeeeelt smooth ajvar, så pil skrællen af inden du kommer peberfrugt og aubergine med i blenderen. Har du en god blender kan den dog også sagtens gøre din ajvar helt smooth selvom du kommer skrællen med (er min erfaring).
Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift på ajvar allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳