Pandekagekage med is og chokolade

Den her er simpelthen så hyggelig! Hvis du kender Findus og Peddersen, så kender du måske allerede til den dessert, der hedder en ‘pandekagekage’. Men hvis ikke, så frygt ej, her får du lige en kort opsummering:

Findus er den lille - meget snaksaglige - kat, som Peddersen - den midaldrende mand - bor sammen med. Findus har fødselsdag hele 3 gange om året, og i den anledning laver Peddersen en pandekagekage til ham. En pandekagekage er lidt som en lagkage, men i stedet for lagkagebunde, er der anvendt pandekager. Ret genialt, hvis I spørger mig!

Jeg indsætter lige et lille link til bogen her, så du kan læse hele historien om Findus & Peddersen, og alle Peddersens udfordringer i forbindelse med at skulle lave pandekagekagen. Det er en hyggelig klassiker!

Da jeg var yngre havde jeg altid fødselsdag, når vi var oppe i vores svenske sommerhus i sommerferien. Jeg har aldrig kunne lide hverken flødeskum eller lagkage, men en fødselsdagskage skulle jeg jo ikke snydes for. Så vi fik ideen om at gøre som Findus & Peddersen, og så bytte flødeskummet ud med is. Det var bestemt vellykket, og derfor skulle min fødselsdag i år heller ikke være en undtagelse!

Jeg laver den normalt med is - som regel 2 forskellige slags og gerne med lidt marmelade, peanutbutter, hakket chokolade og/eller smeltet chokolade som en del af lagene. Jeg plejer også at putte lidt friske bær ind i mellem samt pynte på toppen med dem. I år tænkte jeg dog, at jeg ville prøve at lave den med nice cream, så det er den version, du får opskriften til her. Men du kan sagtens lave den med is i stedet for - det er både nemmere og hurtigere at gøre det.

Hvis du laver den med nice cream, så sørg for at det er godt frosset inden du går i gang med at samle pandekagekagen. Det havde jeg nemlig ikke sørget for, så det blev lidt noget grat at skære den ud. Den var faktisk så kritisk flydende, at jeg måtte opgive at sætte fødselsdags lys i og bare skynde mig at servere den 😂 Men den smagte godt (og så er den jo vanvittig hyggelig. Bare ordet ‘pandekagekage’ gør mig glad), så jeg tænkte I skulle have lov til at få opskriften! Og så kan I altid selv prøve jer ad eller eksperimentere amok. Rigtig god fornøjelse i hvert fald!

Pandekagekage

En pandekagekage - Samlet tid: ca. 40 min + tid til at fryse nice creamen

Ingredienser:

Pandekager:

Anvend din go-to opskrift på almindelige tynde pandekager, eller brug den her:

  • 7-8 dl hvedemel

  • 6-7 dl havredrik eller anden plantedrik

  • Lidt vanilje

  • Et knivspids salt

  • Olie eller smør til stegning

Nice cream med bær:

  • 350g frosen bærmix

  • 100g frossen banan

  • 1,5-2 dl havredrik

  • Evt. lidt vanilje

Choco-loco nice cream, opskrift her

Derudover:

  • Hakket chokolade, peanutbutter, frugt og/eller marmelade som ekstra guf mellem lagene

  • Friske bær til pynt på toppen

Fremgangsmåde:

  1. Pandekagedejen røres sammen og pandekagerne steges på panden som tynde, store pandekager. Ud fra denne opskrift får du ca 8 pandekager.

  2. Når du er færdig med pandekagerne, så lad dem køle af. Når de er stue-temperatur, så stil dem på køl i køleren.

  3. Nice cream laves ved at blende alle ingredienserne (de kan fx. laves imens pandekagerne steger). Sørg for at blend til du har en helt cremet, ensartet masse.

  4. Stil nice cream i tætte beholdere i fryseren. Rør i dem ca. hver halve time, ind til de er godt frosne på samme måde, som hvis du lavede hjemmelavet is (for at de ikke fryser som en stor isterning, men iskrystaller bliver brudt).

  5. Efter nogle timer (mindst 5-6 timer), kan du samle pandekagekagen: start med en pandekage i bunden, så en af de 2 slags nice cream (eller is), så en pandekage mere, et lag af den modsatte nice cream (eller is), pandekage osv. ind til du når en ønsket højde eller ikke har flere pandekager. Ind mellem lagene kan du også komme lidt hakket chokolade, nøddesmør, marmelade eller andet guf.

  6. Pynt pandekagekagen på toppen. Du kan evt. komme den i fryseren i en halv time efter du har samlet den, hvis du ønsker den lidt ekstra fast inden servering.

Opbevaring:

Opbevar den i fryseren, hvis I ikke fik spist det hele. Hver dog opmærksom på, at den fryser til en ‘klump’, så skær den enten ud i stykker inden du fryser den eller tag den op lidt før du tænker at spise den.

De gode tips:

  • Er det første gang du laver en pandekagekage med is
    Er det første gang du lager en pandekagekage, så anbefaler jeg, at du anvender is fremfor nice cream til den. Det er både nemmere og hurtigere.

  • Problemer med at samle den?
    Du kan eventuelt samle den i f.eks. en bageform, for at styre isen/nice creamen lidt bedre i det tilfælde, at den begynder at løbe.

  • Eksperimenter!
    Vær ikke bange for at eksperimentere og prøve dig frem. Der er mange typer is, der kan bruges, ja faktisk tror jeg alle slags is kan bruges! Jeg har før lavet den med mintchokolade-is. Et andet år med brownie-choko-is og cookie dough is. Du kan også lave den med chokoladeis, vaniljeis og jordbæris hvis du ønsker den ‘tre-farvet’. Ligeledes kan du også lege med pandekagedejen. Jeg har nogle år lavet chokolade-pandekager.

Har du spørgsmål til denne opskrift, så kommenter endelig. Har du prøvet min opskrift allerede? Del din succes over på Insta og tag mig gerne @fredebruun, jeg elsker at følge med i hvordan I bruger mine opskrifter 🤗🥳

Følg mig på sociale medier

Flere opskrifter fra FredeBruun.com:

Forrige
Forrige

Tahindressing på blot 4 ingredienser

Næste
Næste

Ajvar - Nem og lækker grøntsagsdip